Solen får overtaget efter vinterlig start på påsken

Optakten til påsken byder på varsel om snefygning, men weekenden byder på rigelige mængder sol i hele landet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der venter mange danskere en vinterlig optakt til påsken, som ender med en god portion sol og generelt stabilt vejr.

Det fortæller Trine Pedersen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

- Lige nu sidder jeg og broderer på et risikovarsel for onsdag, da der i aftentimerne kan falde noget sne i den sydlige del af landet, siger hun og fortsætter:

- Og kombineret med en jævn til frisk vind, så kan der stedvis opstå snefygning - især i Østjylland omkring Kolding og Aarhus.

Driver over inden Skærtorsdag

Det værste vintervejr vil dog drive over inden Skærtorsdag. Her vil en ny front forsyne det meste af landet med nedbør af forskellig art.

- Det bliver alt fra regn til sne, men vinden vil aftage, så der er ingen risiko for snefygning, fortæller Trine Pedersen.

Temperaturen vil torsdag ligge mellem en og fire graders varme. Om aftenen og natten vil det fortsat være skyet, og der vil falde nedbør flere steder - mest som sne - men ud på natten holder det mest tørt.

Temperaturen vil komme ned omkring fem graders frost flere steder.

Solen titter frem

Fredag markerer et skifte til mere stabile vejrforhold, hvilket giver plads til solen mange steder.

- Der vil være nogle sidste krampetrækninger fredag med lidt nedbør, men ellers vil vi i løbet af fredag og resten af weekenden få noget mere stabilt vejr, siger Trine Pedersen.

Dagtemperaturen vil stige en smule fredag til mellem to og seks graders varme, og med mere klart vejr vil der blive mulighed for at tilbringe den sidste del af påsken udendørs uden den store parkafrakke.

- Den sidste halvdel af påsken ser generelt meget flot ud, så der skulle gerne være mulighed for at finde en krog, hvor man kan nyde solen, siger Trine Pedersen.

Det klare vejr betyder samtidig, at nattemperaturerne tager et dyk. Flere steder kan den falde til otte minusgrader - lokalt endnu koldere.


Nyhedsoverblik