Sofie Carsten Nielsen om udvisning af Xu: Alt for rigidt

De radikales Sofie Carsten Nielsen forstår ikke, hvorfor man udviser Xu Zhang. Det virker, som om vi har regler for reglernes skyld, siger hun.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad er begrundelsen for, at Xu Zhang skal udvises? 

Det spørgsmål er blandt andet landet hos Inger Støjberg, der er udlændige- og integrationsminister. 

Det er Sofie Carsen Nielsen, udlændingeordfører i Radikale Venstre, der er kvinden bag spørgsmålene. Spørgsmålene handler om Xu Zhang, en 23-årig, kinesisk kvinde, der har fået afslag på sin anmodning om opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vurderer nemlig, at hun ikke har stærk nok tilknytning til landet, fordi hun har boet de første 16 år af sit liv i Kina.

quote Det virker, som om vi har regler for reglernes skyld

Sofie Carsen Nielsen, udlændingeordfører i Radikale Venstre

- Jeg vil rigtig gerne have en refleksion. Det er derfor, jeg har stillet ministeren de her spørgsmål. For det virker, som om vi har regler for reglernes skyld. Og det bliver simpelthen bare så rigidt, siger Sofie Carsten Nielsen til TV ØST. 

- Det er virkelig mystisk, at reglerne skal være så stive. 

Imod tilknytningskravet

Ufleksibelt og stift er blot nogle af de ord, som Sofie Carsten Nielsen bruger om de regler, som blandt andet er med til at nægte personer som Xu Zhang ophold her i landet. 

- De her regler gør det bare sindssygt besværligt, siger Sofie Carsten Nielsen. 

quote Vi er imod tilknytningskravet, og det har vi altid været

Sofie Carsen Nielsen, udlændingeordfører i Radikale Venstre

- Derfor kan jeg godt forstå, hvis der sidder nogle ude i stuerne og tænker "hvad i alverden foregår der her?"

Hvad skulle man så gøre i stedet for? 

- Det er ikke, fordi man skal håndtere alle de her sager på individniveau. Det tror jeg ikke på. Vi er imod tilknytningskravet, og det har vi altid været. For hvis man kan forsørge sig selv, giver kravet ikke mening, siger Sofie Carsten Nielsen og tilføjer: 

- Og hvorfor rådgiver vi ikke på forkant, så vi kunne have hindret det her? 

Sofie Carsten Nielsen har anmodet om at få svar fra ministeren på spørgsmålene senest fredag den 10. februar. 

spørgsmål til ministeren

  • Hvad er begrundelsen for, at Xu Zhang udvises?
  • Har Xu Zhang modtaget tilstrækkeligt med rådgivning ift. hendes muligheder for at ansøge om opholdstilladselse?
  • Hvilke muligheder vile Xu Zhang have for at få tilladelse til at blive i Danmark?
  • Hvad er begrundelsen for fristen på at forlade Danmark på kun en uge?
  • Finder ministeren udvisningen af Xu Zhang rimelig?
  • Vil ministeren i lyset af erfaringerne fra denne sag overveje, om lovgivningen skal tilpasses på dette område?

 

 


Nyhedsoverblik