Søndag sætter solrigt punktum for kold og blæsende weekend

Weekenden indledes med kolde temperaturer og kraftig vind, mens solen vil skinne i hele landet søndag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kulde og kraftig vind vil sende Danmark i fryseren fredag og lørdag, mens solen vil komme til at spille den altdominerende hovedrolle søndag.

Det forklarer Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

- Weekenden bliver indledt koldt og blæsende, men vil så blive afløst af en lille smag foråret søndag, siger meteorologen.

Forårsfornemmelserne får lov at vente fredag, hvor en frisk vind til kuling vil bide i kinderne, da temperaturen i hele landet vil ligge lige under frysepunktet.

quote De færreste vil opleve plusgrader både fredag og lørdag og med en kraftig vind vil det føles som otte til ti graders frost

Anja Bodholdt, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut

Vindstød af stormstyrke

I den sydlige del af landet og i østersøområdet kan vindstødene komme op i nærheden af stormstyrke.

- De færreste vil opleve plusgrader både fredag og lørdag og med en kraftig vind vil det føles som otte til ti graders frost, siger Anja Bodholdt.

Et vekslende skydække vil lægge sig over landet både fredag og lørdag. Det kan give enkelte snebyger - især i den sydlige del af landet.

- Natten til lørdag vil temperaturen falde til mellem to og fem graders frost, og det vil fortsat blæse, siger Anja Bodholdt.

Mere sol lørdag 

Selv om lørdag på mange måder vil ligne fredag rent vejrmæssigt, så vil solen gradvist få mere spillerum mellem skyerne.

Lørdag aften vil vinden aftage fra nord, og natten til søndag vil den være let til frisk.

Dermed er scenen sat for en søndag, der ifølge Anja Bodholdt bliver en særdeles solrig en af slagsen.

- Vi får en flot søndag med masser af sol og tørt vejr, og temperaturen vil stige til omkring fire grader flere steder, siger hun.


Nyhedsoverblik