Søn af flygtninge bliver superstudent med et gennemsnit på 12,9

Ilanko Ramaratnam er søn af flygtninge fra Sri Lanka. Nu har han sprængt karakterskalaen og er blevet student med et gennemsnit på 12,9.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

24 12-taller og syv 10-taller.

Det er, hvad der kommer til at stå af karakterer på Ilanko Ramaratnams eksamensbevis. 

Ilanko Ramaratnam blev født i Danmark, umiddelbart efter at hans forældre flygtede fra borgerkrigen i Sri Lanka.

Klokken 14:10 fik han sin studenterhue på hovedet, efter han hev endnu et 12-tal hjem til sin sidste eksamen i samtidshistorie på handelsgymnasiet i Nykøbing Falster.

Dette resultat betyder, at Ilanko Ramaratnams forlader gymnasiet med et gennemsnit på 12,9, efter han har ganget sit snit med sine bonusser.

Sprænger skalaen

Det er lykkedes Ilanko Ramaratnam at sprænge skalaen, fordi han har fem A-fag i stedet for de obligatoriske fire, som man skal have i gymnasiet. Det betyder, at han kan gange sit gennemsnit med 1,03.

Desuden vil hans snit være endnu højere de næste to år, da man de første to år efter endt ungdomsuddannelse kan gange sit gennemsnit med 1,08, når man søger ind på en videregående uddannelse.

- Jeg er rigtig glad og lettet, for det har været hårdt arbejde, og jeg har været nervøs for eksamenen hele dagen, siger Ilanko Ramaratnam, som efter sommerferien har planer om at søge ind på International Business på CBS, som i flere år har været en af de uddannelser med landets højeste adgangskvotient.

En mønsterelev

Helle Holst, der er rektor på handelsgymnasiet i Nykøbing Falster, er vældig tilfreds med Ilanko Ramaratnams præstation.

- Det har været fint. Han har altid været super flittig. Han er meget omhygggelig, så vi var ikke så meget i tvivl om, at han skulle have et fint snit. Der har aldrig været bøvl med ham, for han har altid været en mønsterelev, siger hun.


Nyhedsoverblik