Det vi har sammen

Sodudslip i Nykøbing Falster: Skole lukket og fire kørt på sygehuset

Sådan så der ud ved Østre Skole, da eleverne blev sendt hjem. Foto: Claus Hansen / Folketidende

Elever fra Østre Skole i Nykøbing Falster kom ind fra frikvarter med ætsende sod i både hovedet og håret og irriteret hud. Skolen har sendt alle hjem.

Sodudvikling under afbrænding af heavy fuel olie i et par kedler på sukkerfabrikken Nordic Sugar i Nykøbing Falster har onsdag formiddag skabt problemer.

Olien udviklede nemlig ætsende sod, der faldt ned fra himlen i området omkring fabrikken - blandt andet på Østre Skole, hvor en række børn fik soden på sig. Fire af disse børn fik irreteret hud, og blev sendt til kontrol på sygehuset. Samtidig har Østre Skole valgt at sende alle elever hjem.

Det skal du gøre:

  • Er man i kontakt med soden og efterfølgende føler ubehag, skal man søge egen læge eller lægevagt 
  • Får man soden på huden, skal man vaske huden 
  • Får man sod på sit tøj, skal man tage det af og vaske det snarest muligt 
  • Der er også fundet sod i private hjem i området: Undgå at få det på huden og i øjnene, og få det rengjort hurtigst muligt. 
  • Og har man parkeret i området, så ens bil er blevet beskidt af soden, kan man kontakte Nordic Sugar Nykøbing på telefon 5488 3300, som vil finde en løsning, der afhjælper skader som følge af soden

Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falster Politi til TV ØST. Børnene er dog heldigvis ok.

- Problemet er, at soden havde en pH-værdi på 3, og det kan give hudirretation. Derfor er det vigtigt, at man vasker soden af sig, hvis man får den på sig, siger politiets vagtchef Henrik Karlsen til TV ØST.

Skolebørn ramt i frikvater

Meldingen om situationen kom onsdag formiddag klokken 10.16, hvor politiet fik en anmeldelse fra Østre Skole i Nykøbing Falster.

Her var tre af skolebørnene kommet ind fra frikvarter med sod i både hovedet og håret og irriteret hud. De kunne ikke fortælle, hvordan de havde fået soden på sig, oplyser politiet.

For en sikkerheds skyld blev de tre elever kørt til sygehuset i Nykøbing Falster for at få undersøgt, hvad det kunne være. Samtidig kom en brandinspektør til skolen, som konstaterede, at det drejede sig om flere børn i området og om parkerede biler, der var ramt af det sodlignende, sorte lag. 

Politiet sendte to patruljer, og kemiske eksperter fra Næstved - det såkaldte HAZMAT-team - til stedet. Den nærliggende sukkerfabrik blev kontaktet, og klokken 11.40 blev det bekræftet, at soden stammede fra to kedler på fabrikken. 

Skole sendte alle hjem

Efter episoden valgte Østre Skole i Nykøbing Falster at sende de mere end 500 elever hjem så de kunne vaske sig og vaske deres tøj. Situationen er dog under kontrol - og alle børn er ok. 

Det oplyser Henrik Karlsen.

- Alle har det godt, men hvis man har fået soden på sig, så skal man vaske den af. Samtidig, så kan borgere i området kontakte fabrikken, hvis soden giver dem problemer, siger vagtchefen.

Heldigvis er der i øjeblikket en del regn i området, der vil vaske soden væk.

Nummeret man skal kontakte er til Nordic Sugar på telefon 5488 3300.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App