Slikbutik nedbrænder i Næstved

Slikbutikken på Hjultorv 3 er ikke til at genkende efter nattens brand. Foto: Per Rasmussen

Natten til tirsdag har brandfolk kæmpet mod flammerne i en slikbutik i det centrale Næstved.

Tirsdag morgen er det ikke til at se, at der indtil i går lå en slikbutik på Hjultorv 3 i Næstved.

Hvor der tidligere stod Candy Palace med farverige bogstaver, er der nu kun en afsodet facade.

Beredskabet fik en melding om, at der var opstået brand i bygningen klokken 3:40 natten til tirsdag.

Da politi og brandfolk nåede frem til stedet, havde flammerne allerede godt fat, fortæller vagtchef Jan Hedeager fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tirsdag morgen.

Reddede omkringliggende bygninger

I begyndelsen var der fare for, at branden ville sprede sig til de omkringliggende bygninger, men brandfolkene fik hurtigt kontrolleret branden.

City Vandpibe, som ligger på bygningens førstesal, er dog også medtaget efter røg og slukningsarbejde. Hvor slemt, det står til, er dog endnu for tidligt at sige.

Slukningsarbejdet gik forholdsvist hurtigt, og bygningen er ved halv syvtiden tirsdag morgen ved at være så afkølet, at politiet kan begynde deres efterforskning og forsøge at finde en brandårsag.

Ifølge Jan Hedeager har politiet endnu ikke en idé om, hvordan branden er opstået.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App