Det vi har sammen

Slikbaronen fra Slagelse får fem års fængsel for svindel med afgifter

Sådan så det ud, da politiet i 2015 fandt et ulovligt sliklager i Slagelse. Rundt omkring i lageret lå der afføring fra rotter.

Fem års fængsel og en tillægsbøde på 25 millioner kroner lød dommen på til 45-årige Mouhamed Aboutaka fra Slagelse.

Han var ulasteligt klædt i grå habitjakke og blå skjorte og sad blot og nikkede langsomt, da dommen i Retten i Næstved faldt tirsdag eftermiddag.

45-årige Mouhamed Aboutaka fik en straf på fem års fængsel og en tillægsbøde på 25 millioner kroner for at have snydt den danske statskasse for hele 36 millioner kroner.

Svindlen er foregået gennem fem slikfirmaer, og den er gennemført ved blandt andet at snyde med de såkaldte punktafgifter, som chokoladeafgiftsloven lægger på slikket.

Det kan godt være, at det er min straf, at jeg har været naiv. Jeg har bare hjulpet nogen med at købe varer

Mouhamed Aboutaka, den dømte i sliksagen 

Dertil kommer svindel med moms, som Mouhamed Aboutaka også er dømt for.

Ankede dommen på stedet

Den 45-årige havde ellers nægtet sig skyldig og af samme årsag gik forsvareren efter frifindelse. Men sådan blev det ikke, og i det sekund dommen var afsagt, lød det prompte fra mandens forsvarer, Jørgen Thusholdt:

- Vi har allerede talt om, hvad vi skulle gøre, hvis udfaldet blev sådan her, og på den baggrund vil vi gerne anke dommen med det samme.

Anklageren derimod var anderledes begejstret for dommen, for han havde netop i sin procedure konkluderet, at slikimportøren skulle have mindst fem års fængsel og en bøde på 25 millioner kroner.

Ifølge anklagemyndigeden var det nemlig bevist, at Mouhamed Aboutaka var bagmanden bag de fem slikfirmaer, selvom han ikke stod som officiel ejer af dem, og dermed var det altså ham, der havde ansvaret for den omfattende snyd.

Fandt 100 ton slik

Sagen så dagens lys efter et tip fra SKAT i 2015, som fik politiet til at ransage den dømtes adresse og lager i Slagelse. På lageret blev der fundet over 100 ton slik og chokolade, ligesom der også blev fundet ekskrementer fra rotter. Det fik Fødevarestyrelsen til at konfiskere de søde sager.

Men det var ikke det eneste, der dukkede op, da politiet gik lageret efter i sømmene. I en papkasse på kontoret og flere andre steder fandt politiet i alt 250.000 kroner i kontanter, ligesom der på den dømtes bopæl blev fundet store mængder regnskabsmaterialer og bilag i en sort taske og i den dømtes bil. I bilen var der fakturaer på slik for over en million kroner.

En anden mand bar skylden

Men ifølge Mouhamed Aboutaka var det ikke ham, der var bagmanden bag al svindlen. I sin afsluttende bemærkning, inden dommerne trak sig for at votere, sagde han således:

- Det kan godt være, at det er min straf, at jeg har været naiv. Jeg har bare hjulpet nogen med at købe varer.

I stedet mente forsvareren og den dømte nemlig, at det var en anden mand, EM, der stod bag den omfattende svindel.

- Det centrale i den her sag er, at der er to ansvarlige personer, og det er ikke den tiltalte. Der er ikke noget, der sandsynliggør, at tiltalte har været en aktiv del af ledelsen i de her firmaer, sagde forsvarer Jørgen Thusholdt i sin procedure.

Men den udlægning var anklagemyndigheden ikke enig i. I sin procedure argumenterede anklager Søren Martin Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for, at der var et udpræget uvenskab mellem den dømte og EM, og at det var derfor, at Mouhamed Aboutaka pegede på ham som den reelle bagmand.

- Uvenskabet bundede i, at EM på et tidspunkt kørte ind i tiltalte med et køretøj, sagde anklageren under tirsdagens retsmøde.

Sad stille og lyttede

Men til trods for anklagerne i mod ham, sad Mouhamed Aboutaka stille på sin plads i løbet af retssagen og lyttede med vekslende opmærksomhed til anklageren, forsvareren og de vidner, der skulle tale hans sag.

Kun en enkelt gang var frustrationerne ved at løbe af med den dømte, da et af forsvarets vidner ikke rigtig kunne forstå dansk og derfor ikke fik forklaret, hvad forsvaret håbede på.

- Nu skal du altså tie stille, lød det bestemt fra dommerformanden på det tidspunkt, da Mouhamed Aboutaka forsøgte at forklare, hvad vidnet mente.

Og det gjorde han så, resten af retsmødet igennem. Tav. Han svarede, hvis han blev spurgt om noget, men holdt sig ellers i ro. I hvert fald lige indtil dommen faldt. Da retten blev hævet, rejste han sig nemlig med det samme og gik med lange, hurtige skridt ud af retslokalet.

Men om noget tid må han altså igen træde ind til et retsmøde og endnu en granskning af hans forretninger. Det sker, når sagen senere skal for landsretten.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App