Slamsugere på overarbejde: Sommerhusgæster fylder tankene

I Odsherred kører de kommunale slamslugere ekstra hurtigt for at kunne tømme sommerhusenes septiktanke for spildevand i disse dage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mens en masse gæster og helårsbeboere nyder det ekstraordinært varme sommervejr, bruger de både opvaske- og vaskemaskinen, brusebadet, toilettet og vandhanen.

Det giver en hel del spildevand, som overfylder sommerhusenes septiktanke, bundfældningstanke og nedsivningsanlæg.

Det kan mærkes hos de kommunale slamsugere, som avisen Politiken skriver i dag.

Også i I Danmarks største sommerhuskommune, hvor Odsherred Forsyning har nok at se til med at få deres fire slamsugerbiler til at tømme de mange tanke for spildevand. Det fortæller Ghita Hansen, der er direktør i Odsherred Forsyning.

- Vi har faktisk enormt travlt lige nu, fordi det er jo så dejligt, at der er rigtig mange mennesker derude. Men vores slamsugere har svært ved at følge med. Så de kører simpelthen alt, hvad de kan på alle de akutte ting, der er, siger hun og fortsætter:

- Det vil sige, folk som oplever problemer med deres vand, der har lugtgener eller på anden måde har brug for hjælp til at håndtere spildevandet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Direktør hos Odsherred Forsyning, Ghita Hansen, fortæller, slamsugerne har travlt med at tømme septiktanke i sommervarmen.
Direktør hos Odsherred Forsyning, Ghita Hansen, fortæller, slamsugerne har travlt med at tømme septiktanke i sommervarmen. Foto: ARKIV

Har fået assistance

Travlheden kan ses tydeligt i antallet af bestillinger, for siden 1. maj har de kommunale slamsugere haft næsten 1000 ekstra tømninger.

Ifølge direktøren svarer det til en hel måneds ekstra arbejde, da en mand og slamsugerbil normalt tømmer cirka 250 tanke på en måned.

Da bestillingerne har været rigtig mange i den seneste tid, har Odsherred Forsyning været nødsaget til at få hjælp fra private firmaer til at håndtere opgaverne.

- Der har vi et lokalt samarbejde, som fungerer rigtigt fint, når det virkelig brænder på, siger Ghita Hansen.

De har blandt andet fået hjælp af det private firma Alex Slamsugning, der holder til i Vig.

Mindsk kemikalier og hjælp rensningen

Hos Odsherred Forsyning har de meget fokus på miljøet. Derfor opfordrer de deres kunder til at tænke i miljørigtige produkter, når der skal købes ind til rengøringsmidler, sæbe, shampoo, balsam og vaskemidler.

- Vi koncentrerer os om, at miljøet mærker det så lidt som muligt, at vi er mange mennesker i Odsherred. Derfor har vi opfordret vores sommerhusgæster til at bruge biologisk nedbrydeligt sæbe, siger Ghita Hansen. 

Det har nemlig stor betydning for spildevandets rensningsproces, hvis man bruger kraftige kemikalier i husholdningen.

- Forskellige produkter i din husholdning påvirker den proces, der ellers skal forløbe i en bundfældningstank og tilhørende sivesystem. Hvis det får for meget kemikalier i form af forskellige opvasketabs, toiletrens eller andet, som er relativt kraftigt, så bliver biologien nede i tankene slået ihjel, og så virker det ikke. Så spildevandet bliver ikke ordentligt renset, siger hun.

Ifølge direktøren prioriterer de alle de akutte opgaver, hvor belastningen er stor på det lokale kloaksystem, over de planlagte tømninger.

Det betyder, at de planlagte tømninger i denne uge formodentlig først kan gennemføres efter højsæsonen, når de akutte opgaver er løst.


Nyhedsoverblik