Slagteri ville op i superligaen - nu er de indstillet til eftertraget pris

Ledelsen på Danish Crown erfarede, at man ikke kan give medarbejderne ordrer om godt arbejdsmiljø. Så spurgte de medarbejderne, hvad der skulle til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er masser af maskiner og knive i brug, når der skal skæres og pakkes kød på Danish Crown-slagteriet i Ringsted, hvor der ugentligt slagtes ca. 35.000 grise. Derfor var antallet af arbejdsulykker højt. Slagterier er den branche i Danmark, der har det næsthøjeste antal arbejdsulykker i forhold til antallet af medarbejdere. Men så tog ledelsen en beslutning – og det har betydet nogle helt andre tal.

- Her er vi i fabrik 3, det er en afdeling, hvor vi tidligere havde en del ulykker, og nu har vi faktisk kørt i 600 dage uden ulykker, fortæller Tina Konge, der er arbejdsmiljøleder.

Vi er stolte over at være nominerede, og det ville være dejligt at sætte den sidste prik over ”i-et”, siger direktør på Danish Crown, Jesper Frandsen. 
Vi er stolte over at være nominerede, og det ville være dejligt at sætte den sidste prik over ”i-et”, siger direktør på Danish Crown, Jesper Frandsen.  Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Ledelsens beslutning var at gå til arbejdsmiljøet på en helt anden måde end tidligere.

- Tidligere havde vi den tilgang, at vi kunne beordre os ud af det gode arbejdsmiljø. Vi udstak nogle retningslinjer og kom med nogle procedurer, og så tænkte vi, at så går det nok af sig selv. Så lykkes vi med det. Det har bare vist sig, at sådan er menneskets natur ikke altid, for at vi skal lykkes, så skal medarbejderne inddrages, de skal forstå hensigten med vores målsætning på ulykker, siger direktør Jesper Frandsen.

Antallet af ulykker mere end halveret

Danish Crown i Ringsted har cirka 1000 ansatte. Ledelsesstilen med ordrer og procedurer, der kommer ovenfra, ligger fem år tilbage, og på fire år er antallet af ulykker faldet fra 39 pr. 1000 ansatte til 14 pr. 1000 ansatte, altså langt over en halvering.

- Vi vil gerne vise, at vi kan præstere i en helt anden liga, end den vi tidligere har gjort, når det kommer til sikkerheden, siger Jesper Frandsen.

Nu er der f.eks. indført specielle tavler, som medarbejderne bruger, hvis der sker en ulykke eller en utilsigtet hændelse. Her gennemgår man en ulykke med den medarbejder, der selv er kommet til skade og med kollegerne, og alle kommer sammen med forslag til, hvordan ulykken kan forebygges.

Tavlerne rundt om i virksomheden er et supergodt redskab, hvor vi tager fat i problemerne med det samme, fortæller arbejdsmiljørepræsentant Henrik Behrendt. 
Tavlerne rundt om i virksomheden er et supergodt redskab, hvor vi tager fat i problemerne med det samme, fortæller arbejdsmiljørepræsentant Henrik Behrendt.  Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Henrik Behrendt, der er en af virksomhedens ni arbejdsmiljørepræsentanter, kommer med et eksempel, mens han peger på tavlen.

- En medarbejder er faldet på en platform. Hvorfor gør han det? Måske er den for lav eller for høj? Har han ikke fået den oplæring, han skulle have? Eller havde han ikke helt forstået den oplæring? Så er det måske dét, vi skal blive bedre til at oplære, når der er nye operatører. Tavlen er et supergodt redskab, hvor vi tager fat i problemerne med det samme, fortæller han.     

Sidste prik over "i-et"

De store ændringer i Ringsted giver nu pote, for virksomheden er blevet nomineret til den eftertragtede arbejdsmiljøpris 2019 i kategorien ’Arbejdsulykker’ i konkurrence med stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller A/S og Regionspsykiatrien Horsens i Region Midtjylland.

- Vi er stolte over at være nominerede, og det ville være dejligt at sætte den sidste prik over ”i-et”. Vi har inddraget vores medarbejdere, og vi har skabt en kultur, hvor vi morer os med at forbedre sikkerheden. Alle er indstillet på at forbedre arbejdsmiljøet, siger Jesper Frandsen.

Vinderne af Arbejdsmiljøprisen 2019 kåres mandag den 8. april i DGI-byen i København.

 

 

 

 

 


Nyhedsoverblik