Der er øget fokus på naturens velvære, når der bliver serveret mad på Slagelses pleje- og aktivitetscentre samt for de hjemmeboende pensionister.
De ældre får nemlig langt mere økologi i dag end tidligere, og derfor modtog medarbejderne på de i alt 40 køkkener tirsdag Det Økologiske Spisemærke.
60 procent økologi
Kommunens ældrekøkkener har gjort sig fortjent til mærket, fordi de er gået fra at servere 5-8 procent økologisk mad til nu at servere mindst 30 procent økologi. Nogle steder er de endda så fokuserede på økologien, at de kan bryste sig af at servere 60 procent økologisk.
Undervejs har medarbejdere og ledere i de deltagende køkkener fået øget deres kendskab til økologiske produkter. Overrækkelsen af de fine mærker fandt sted på Blomstergården i Slagelse.