Slagelse er særligt brandfarlig nytårsaften

Kommunen ligger højt på listen over steder, hvor brandvæsnet ofte må rykke ud til brande nytårsaften.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nytårsaften er ikke kun champagne og nytårstorsk, serpentiner og sjove hatte.

I løbet af aftenen er der også tradition for at finde nytårskrudtet frem, og det giver brandvæsnet ekstra meget at lave.

I løbet af nytårsdøgnet må beredskabet rykke 14 gange oftere ud end normalt, og Slagelse er en af de kommuner, hvor flammerne tager mest fat.

Det viser tal fra Beredskabsstyrelsen.

Brug din sunde fornuft

Fra 2011 til og med 2015 rykkede brandvæsnet i gennemsnit ud til bygnings- og containerbrande i Slagelse Kommune 13 gange per 100.000 indbyggere. Det er et højere gennemsnit end landets hovedstad, København, hvor brandvæsnet i gennemsnit rykkede ud til ni brande.

Slagelse Kommune bliver kun overgået af Ishøj Kommune, hvor gennemsnittet af brande er 15.

Andre steder i vores område kommer brandvæsnet også flittigt forbi, når nytårskrudtet springer. Odsherred har i gennemsnit syv udrykninger, mens Stevns og Vordingborg har fem.

Men det er faktisk rimeligt nemt at undgå brande nytårsaften, fortæller seniorberedskabsmester Mads Dalgaard fra Beredskabsstyrelsen.

- Meget af det handler om almindelig sund fornuft, siger han.

Beredskabsstyrelsen har i den forbindelse tre gode råd til at undgå brande:

  • Sørg for, at der er låg på affaldscontainere og fælles affaldsspande, og at de er placeret i god afstand fra bygninger
  • Ryd op i carporten og luk porten til garagen
  • Husk at overholde den sikkerhedsafstand, der står på fyrværkeriet

Det store antal brande skyldes i høj grad, at vildfarne raketter tænder ild i åbne affaldscontainere eller i pap og papiraffald i garager.

Gennemsnitligt antal udrykninger til bygnings- og containerbrande fra 2011-2015

  • Faxe: 2
  • Lolland: 2
  • Næstved: 2
  • Kalundborg: 3
  • Sorø: 3
  • Ringsted: 4
  • Vordingborg: 5
  • Holbæk: 5
  • Odsherred: 7
  • Slagelse: 13

Kilde: Beredskabsstyrelsen

 


Nyhedsoverblik