Slagelse-borgmester jubler over billigere broafgift

Slagelse Kommunes borgmester, Stén Knuth, er meget tilfreds med den nye trafikaftale, der betyder billigere broafgift på Storebælt. Arkivfoto.

Det bliver billigere for billister at krydse Storebæltsbroen, og det er positivt for væksten og udviklingen, mener Slagelses borgmester.

Det bliver 25 procent billigere for billister at køre over Storebæltsbroen med personbiler.

Sådan lyder en ny trafikaftale, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik torsdag aften.

Det er en aftale, der glæder borgmesteren i Slagelse Kommune, som i flere år har kæmpet for at bringe taksten ned.

- Jeg synes, det er fantastisk godt. Det er noget af det, som vi er mange, der har kæmpet for. Det vil betyde, at vi vil se mere trafik på broen, men det vil også betyde, at det vil blive billigere at komme frem og tilbage – både som familie og for dem, som arbejder på begge sider af broen, siger borgmester i Slagelse Kommune, Stén Knuth (V).

Læs også Regeringen og DF sænker prisen på Storebæltsbroen

Borgmester: Prisnedsættelse betyder vækst

Selv om aftalen kun gælder personbiler og ikke lastbiler, der fragter varer mellem Sjælland og Fyn, tror borgmesteren, at den nye trafikaftale vil gavne erhvervslivet på begge side af broen.

- Jeg tror, at der vil blive skabt vækst på begge sider af broen. Jeg har her til morgen drøftet takstnedsættelserne med virksomheder, som kan fortælle, at det bliver lettere for dem at rekruttere medarbejdere fra Fyn. Så det bliver godt både for Slagelse og Vestsjælland, men også for Fyn, for det går også den anden vej, siger Stén Knuth. 

Læs også Lastbiler får ingen rabat på Storebælt med ny trafikaftale

Infrastruktur og asfalt skal være i orden

Mere trafik på broen kan dog betyde mere vedligeholdelse. Derfor erkender Stén Knuth da også, at kommunen i samarbejde med Vejdirektoratet og regeringen skal holde øje med den øgede færdsel.

- I Slagelse Kommune har jeg nogle veje, hvor jeg skal sørge for, at der er ordentlige forhold. Vejdirektoratet og regeringen skal så sørge for, at den infrastruktur og asfalt, der er på motorvejene, er i orden. Det gælder både til og fra broen, siger han.

Borgmesteren mener dog ikke, at den øgede trafik vil betyde større omkostninger til vedligeholdelse.

- Nej, det gør det ikke. Nu må vi vurdere den øgede trafik, der kommer. Det vil vi gøre via trafikmeldinger og ved at kigge på asfaltens kvalitet. Men lige nu og her kommer det ikke til at betyde det store, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App