Det vi har sammen

Slagelse afsætter en million kroner til fjernelse af tang

Slagelse afsætter en million kroner til at fjerne tang Foto: Næstved kommune

Slagelse afsætter en million kroner til at fjerne tang. For en strand, hvor man ikke kan se sandet for tang, er ikke en god oplevelse, lyder det.

Tang skal fjernes, og en badebro til opføres. 

Sådan ser ligningen ud for Slagelse Kommune i år 2017. For nu skal badegæsterne på strandene i Slagelse Kommune kunne soppe uden tang mellem tæerne og med udsigt til en ny badebro ved Kobæk Strand. 

Det er i hvert fald hvad Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget besluttede på deres sidste møde.

Skaber en god oplevelse

Kort fortalt vil de iværksætte flere initiativer, som skal være med til at gøre strandene mere attraktive. Heriblandt at sætte en million kroner af til at fjerne tang fra strandene. 

En strand, hvor man ikke kan se sandet for bare tang, giver ikke en god oplevelse

Henrik Brodersen, formand for Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget

- En strand, hvor man ikke kan se sandet for bare tang, giver ikke en god oplevelse. Det så vi i sommer. Derfor har vi lavet en prioriteret liste og går i gang med at fjerne tang, siger Henrik Brodersen, formand for Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget, i en pressemeddelelse.

- Vores badestrande er i særklasse, og tiltrækker turister og nye borgere. Men faciliteterne og renholdelsen skal være i orden. Derfor har vi sat flere ting i gang, så strandene bliver endnu mere attraktive at bruge.

Ny badebro og bålplads

Ikke nok med, at kommunen vil fjerne tang fra strandene, så igangsætter de også en såkaldt renoveringsplan. Her skifter man den nuværende bro ud ved Kobæk Strand med en ny. En fastmonteret én af slagsen, som kan benyttes hele året. 

Udover en ny badebro, kan man også se frem til mindre istandsættelser af toiletterne ved strandene. Og næste år vil kommunen endda tilføje bålpladser, kajakrestepladser og andre aktivitetsområder. 

Kommunen håber at have den nye badebro færdig allerede til sommer. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App