Skurvognsbyer til hjemløse kan blive en realitet

I Slagelse Kommune er antallet af hjemløse steget markant de seneste år. For at give dem tag over hovedet overvejer kommunen at opføre skurvognsbyer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På bare to år er antallet af hjemløse i Slagelse Kommune steget fra 64 til 95.

Det skriver Sjællandske.

Stigningen af hjemløse betyder, at Forsorgshjemmet Toften i Slagelse ikke længere kan huse alle de hjemløse. Derfor er der et akut behov for boliger, og det får nu Slagelse Kommune til at overveje at opføre såkaldte skurvognsbyer.

- Man skal ikke misforstå ”skurvognsby”. Det er ligesom containere, men de er indrettet, så alle har deres egne boliger. Der er en form for samskabelse, og da vi var med Udsatterådet i Odense, kunne vi se, at det fungerer godt, fortæller formand for Slagelse Kommunes handicap- og psykiatriudvalg, Anders Koefoed (V) til avisen.

Prisen er ukendt

Det er endnu uvist, hvad prisen for en skurvognsby vil blive. Lige nu er kommunen ved at undersøge, om det er muligt at få tilskud fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter til at opføre en skurvognsby.

Tidligere har boligselskaberne i kommunen tilbudt at huse nogle af de mange hjemløse. Men kommunen ønsker at samle de hjemløse ét sted.

- Det nytter ikke noget at tilbyde en almindelig bolig til en borger, som har udfordringer og ikke kan få det til at fungere. I for eksempel en skurvognsby vil der være den støtte, der er brug for, siger Anders Koefoed.

Forslaget skal drøftes yderligere, når udvalget mødes i august. 


Nyhedsoverblik