Det vi har sammen

Skorstensfejer vil have sag for Højesteret

Foto: TV ØST

Skorstensfejer Arne Pedersen og hans advokat er så utilfredse med landsrettens afgørelse, at de nu vil have sagen prøvet ved højesteret.

Mandag blev Skorstensfejer Arne Pedersen fra Vordingborg idømt en bøde på 50.000 kroner i landsretten, fordi hans ansatte ikke har været sikret mod fald fra taget under arbejdet.

Nu vil hans advokat Henrik Høpner have sagen prøvet ved højesteret. Det skriver Sjællandske.

Ifølge advokaten vil dommen få vidtrækkende konsekvenser ikke blot for skorstensfejerne men også for andre faggrupper og en stor del af landets husejere.

- Princippet i dommen vil få vidtrækkende konsekvenser. I første omgang for skorstensfejerne og de mange husejere, som skal have fejet deres skorsten en gang om året. Men det får også betydning for andre faggrupper. For eksempel tagdækkere, tømrere og vinduespudsere. De er også omfattet af arbejdsmiljøloven, som ikke gælder specifikt for skorstensfejere, siger han til avisen.

Faldsikring og stillads

Dommen betyder, at skorstensfejere fremover skal være fastgjort med sikkerhedsline. Alternativt skal der opstilles stillads, når skorstene skal renses.

Advokat Henrik Høpner vil nu gå i gang med at søge procesankenævnet om tilladelse til at føre sagen i Højesteret.

Udover bøden på 50.000 kroner skal skorstensfejer Arne Pedersen også betale sagens omkostninger.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App