Skoleforhandlinger sluttede uden resultat: Stadig ingen løsning i Odsherred

Uddannelsesformand Søren With fra Odsherred Kommune håber, at der snart kommer en afklaring i forhandlingerne om ledelsesstrukturen på skolerne i kommunen.

Politikerne i Odsherred Kommune er stadig ikke klar med et bud på en ny skolestruktur.

Trods tre forhandlingsmøder er politikerne i byen stadig ikke nået til enighed om en ny skolestruktur.

Det oplyser formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget i Odsherred Kommune, Søren With (S), til TV ØST.

Senest sad en række toppolitikere i kommunen mandag i et langt møde for at nå til enighed – men det skete ikke.

- Det er et kompliceret forhandlingsforløb, for selvom vi alle er enige om, at nogle ting slet ikke fungerer i den nuværende struktur, så er der andre ting, som vi er rigtig glade for, og som vi ikke vil ødelægge ved at kaste det hele op i luften med en ny struktur, siger formanden.

Læs også Efter protester kan skolestruktur blive ændret: - Skolerne er blevet for store

Fire år gammel ordning

For fire år siden ændrede Odsherred Kommune strukturen for skolerne. Det betød, at de gamle skoler mistede deres ledelser. I stedet blev der lavet to såkaldte distriktsskoler med en skoleleder og en skolebestyrelse til at lede skolerne.

Ordningen har været meget udskældt af især forældrene, som mente, at der blev alt for lang vej mellem dem, der fik ideerne, og dem, der tog beslutningerne. Samtidig betyder strukturen, at det er svært at få et lokalt kendskab og ejerskab til skolerne.

- Det med den lokale tilknytning er en af de ting, som vi har sat allerhøjest på dagsordenen. Selvfølgelig skal folk føle, at det er deres lokale folkeskole, siger Søren With.

Lærere er neutrale

Mens forældrene er på barikaderne i kommunen, så har lærerne erklæret sig neutrale i striden.

Det fortæller formanden for Odsherred Lærerkreds, Christina Even, til TV ØST.

- Vores medlemmer er splittede omkring, hvordan de synes, at det går. Derfor har vi arbejdet for, at den store bredde i holdninger er noget, som der bliver taget hensyn til i den politiske procces, siger hun.

Læs også Formand kritiserer skoler uden egen ledelse: - Det fjerner nærheden

Hun understreger dog, at ledelsesformen stiller meget store krav til ledelsen, som i meget høj grad skal indtænke kommunikations- og kommandoveje i deres daglige arbejde.

Totalt hemmeligholdte forhandlinger

Politikerne i Odsherred Kommune holder kortene tæt til kroppen i de komplicerede forhandlinger om fremtidens skolestruktur.

Det er således ikke klart, hvad det er politikerne konkret diskuterer, når de ud af til tilsyneladende er enige om at ændre strukturen i retning mod skoler som selvstændige enheder.

Søren With bruger dog fortsat ordet ’afdelingsskoler’, når han taler om den nye plan, hvilket kan indikere, at en form for distriktsskole stadig er på programmet i kommunen.

Han understreger dog, at målet er at skaffe mere forældreindflydelse og kortere beslutningsveje på skolerne.

- Vi vil gerne have mere selvstændighed for de enkelte afdelinger. Men det er komplekst, da der er både lovregler og en række lokale forhold, som vi er nødt til at have med i vores overvejelser, siger Søren With.

Læs også Forsker: Derfor har politikerne satset på distriktsskolerne

Løsning skal være på plads før nytår

På mødet mandag mellem toppolitikerne i kommunen blev det besluttet at nedsætte et udvalg, der skal se på de enkelte modeller for at ændre skolestrukturen.

Det står dog klart, at det haster med at få en løsning igennem.

- Vi skal have det hele på plads før nytår, hvis det skal have virkning fra næste år. Så det arbejder vi hen imod. Jeg håber, at vi snart bliver enige, siger Søren With.

Han mener da også, at der er bevægelse at spore blandt politikerne.

- Vi er kommet længere, end vi var for bare få dage siden. Der begynder at tegne sig et billede af en aftale. Og det er klart, at hvis vi ikke kan finde en anden aftale, så må den nuværende ordning jo køre videre, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App