Skole vil byde politiets narkohunde velkommen

Rektoren på Høng Gymnasium og HF vil gerne have narkohunde på besøg på skolen i præventivt øjemed. Flere skoler samarbejder med politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er store problemer med narkotika på både gymnasier, folkeskoler og erhvervsskoler i Midt- og Vestsjællands Politikreds.

I hvert fald samarbejder politiet med flere skoler, og når de kommer forbi med deres narkohunde, så er der altid jackpot.

- Hver gang vi er ude, så finder vi noget. Det er et kæmpe problem. Det er stort set alle steder, at vi finder narko, hver gang vi er ude på de skoler, vi samarbejder med. Og det er mange, sagde lederen af hundeafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi, Leif Due Nielsen, mandag til TV ØST.

quote Hver gang vi er ude, så finder vi noget. Det er et kæmpe problem

Leif Due Nielsen, Midt- og Vestsjællands Politi

Kan have præventiv effekt

Og det får rektoren på Høng Gymnasium og HF, Mads Skrubbeltrang, til at åbne op for, at regelmæssige besøg af narkohunde også vil blive fremtiden på hans skole.

- Det er ikke sådan, at jeg har en mistanke om, at der er en masse stoffer på stedet. Men det vil være fint som noget præventivt, siger han.

- Jeg sidder i politiets lokalråd, og der har vi også snakket om unge og stoffer og det at arbejde præventivt. Det at få narkohundene ud vil jeg formidle videre til elevråd og lærerstaben som en mulighed. 

Leif Due Nielsen
Læs også
Narkohunde finder ofte stoffer på skoler: - Det er et kæmpe problem
Leif Due Nielsen
Læs også
Narkohunde finder ofte stoffer på skoler: - Det er et kæmpe problem

Narkopolitiet arbejder altså meget tæt sammen med politikredsens ungdomsuddannelser.

- Det er et tæt, tæt samarbejde, vi har med skolerne og skolernes ledelser derude. De prøver også at bekæmpe narkotika, siger Leif Due Nielsen.

Elev: Krænker friheden

Eleverne på Høng Gymnasium og HF kender ikke til problemer med stoffer på deres skole. Men alligevel deler udsigten til at kunne få narkohunde på besøg vandene.

quote Jeg tager ikke selv stoffer, men jeg synes ikke, det er særlig fedt, hvis nogen skulle rode i min taske. Det krænker friheden

Louie Andersen, 1.g, Høng Gymnasium og HF

- Det virker overdrevet. Og det krænker elevernes frihed. Jeg tager ikke selv stoffer, men jeg synes ikke, det er særlig fedt, hvis nogen skulle rode i min taske. Det krænker friheden, siger Louie Andersen, der går i 1.g, og Julie Dam fra samme årgang stemmer i:

- Hvis man ikke har mistanke om noget, hvorfor så gøre det? Det er meget voldsomt, siger hun.

Andre ser derimod intet problem med narkohunde på skolen.

- Jeg vil have det fint med det generelt. Det vil give en anden sikkerhed, hvis man ved, at der ikke er noget narko, siger Line Kragh.

Rektor Mads Skrubbeltrang vil ikke lægge sig fast på et samarbejde med politiet, før lærerstaben og elevrådet er blevet inddraget.


Nyhedsoverblik