Skole i Nykøbing Falster: Ingen mobiler på skolen

Elever på Nordbyskolen i Nykøbing Falster kan ikke længere snappe eller svare på beskeder, når de er i skole. Skolen er nemlig blevet mobilfri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kan være svært at koncentrere sig, når den ligger der i lommen eller tasken og vibrerer. Den vil have opmærksomhed. Mobilen.

quote - Vi skal have fjernet afhængigheden af skærmen.

 

Mange folkeskolelever bruger så meget tid på mobilen, at de har svært ved at koncentrere sig i skoletiden.

Og nu har Nordbyskolen i Nykøbing Falster valgt at gå planken ud: Ingen mobiler på skolens grund.

- Vi skal have fjernet afhængigheden af skærmen, og den konstante følelse hos eleverne om at skulle være til rådighed. De skal vide, at hvis nogle virkelig gerne vil have fat på dem, så skal de nok få det - uden de er online hele tiden, siger Jesper Blomberg, der er formand for skolebestyrelsen på Nordbyskolen

Det er efter en forsøgsordning, at skolen besluttede sig for at gøre det permanent.   

Verdenen er ikke kun digital

På Nordbyskolen vil de gerne sørge for, at eleverne ikke sidder med ansigtet plantet i deres smartphones. For her mener de, at det går ud over læringen, hvis man hele tiden skal bruge kræfter på at tænke over, hvad der sker i online-verdenen.

- Hvis du bruger din tid på at overvåge, hvornår der kommer en besked eller en notifikation på de sociale medier, så er du ikke fokuseret på det, du skal være fokuseret, nemlig læringen, siger Jesper Blomberg.

- Folkeskolen skal være med til at give børnene et verdensbillede. Og hvis vi kun giver dem et billede af, at det skal foregå digitalt, så får de ikke det helt rigtige verdensbillede.

Hvad skal vi så lave?

quote ”Hvad skal vi nu lave i frikvarterene?"

 

På skolen er børnene som sådan meget glade for ordningen, men et spørgsmål har meldt sig: Hvad skal man så lave i frikvateret, når man ikke kan bruge sin mobil? Derfor har flere af børnene oplevet, at det faktisk er en udfordring, at lege sammen i den virkelige verden.

- Børnene er sådan set meget positive over for det, men deres største problem var: ”Hvad skal vi nu lave i frikvarterene?"

Men på skolen mener de, at det er en sund udfordring for børnene.

- Vi viser børnene, hvad vil det sige at være afhængig, og at man kan blive fri for den afhængighed af skærmen.

Det skal lige tilføjes, at underviserne kan vælge at lade elever inddrage mobiltelefoner som redskab i særlige tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt. Og skolen bruger også de IT-værktøjer, der er nødvendige i undervisningen. 


Nyhedsoverblik