Skole holdt ikke motionsdag: Så lavede eleverne deres egen

På Skovvejen Skole i Jyderup er den traditionsrige motionsdag sparet væk. Det fik eleverne i udskolingen til at protestere og lave deres egen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

”Vi vil have motionsdag.” ”Vi vil have motionsdag.” ”Vi vil have motionsdag.”

Sådan lød det på Skovvejen Skole i Jyderup tidligere i dag.

Det er sidste skoledag før eftersårsferien, og når man er folkeskoleelev, så plejer den dag at blive brugt på motion og samvær.

Men sådan er det ikke på Skovvejen Skole i Jyderup. Her har skolen nemlig valgt at spare motionsdagen væk. Og det har fået eleverne fra 7.-9. klasse på barrikaderne.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi står sammen og siger, at det er for dårligt, at vi ikke har motionsdag, lyder det fra Clara Beyer.

- Vi bliver nødt til at demonstrere, så derfor pjækker vi for at vise lærerne, at vi gerne vil have motionsdag, siger Lucas Dalgaard Christensen.

Eleverne i udskolingen lavede derfor deres egen motionsdag i protest. De gik selv en tur rundt Skarridsø i Jyderup.

Mor opfordrede dem til det

Dorte Beyer, der er mor til Clara, havde opfordret sin datter til at tage sagen i egen hånd og protestere mod skolens beslutning.  

- Det har jeg gjort, fordi det har været en tradition på Jyderup skole i mange år, og at skolen som den eneste i Holbæk Kommune vælger at sige, at der ikke er ressourcer til et motionsløb, synes jeg er synd for eleverne, siger Dorte Beyer.

Hun mener derfor, at det er helt i orden, at eleverne pjækker for skole i dag.

- Jeg synes ikke, det er forkert, at de pjækker, fordi de bakker op om et godt formål og støtter hinanden. Det er helt klart ”ulovligt” fravær, men jeg har gjort det, at jeg har ringet til skolen og meddelt, at det her ville ske i dag, så de ved at det her forgår, og at der vil være elever, der ikke dykker op i dag, siger Dorte Beyer.

Dorte Beyer mener, at skolen burde have rakt hånden ud og bede forældrene om hjælp.

- Jeg ved at mange forældre gerne vil bakke om det her, så skolen kunne bare have skrevet til os, så er jeg sikker på, at en masse gerne ville melde sig frivilligt. 

I alt deltog 50 personer i elevernes egen motionsdag.


Nyhedsoverblik