Skød mand i benene da han ikke ville være med til røveri

Politiet var massivt til stede, under dramaet i Vejlø, som udviklede sig til en vild biljagt, der til sidst endte på Amager. Foto: Per Rasmussen

51-årig mand er tiltalt for under en vild flugt at have tilegnet sig syv biler - to af dem ved hjemmerøverier.

Om morgenen den 16. september sidste år dukkede en nu 51-årig mand op hos en bekendt i Vejlø ved Næstved og ville have ham med til at begå et røveri.

Da den bekendte nægtede at medvirke til røveriet eksploderede den 51-årige i et raseri og en efterfølgende vild flugt, der først endte 12 timer senere.

Det er i hvert fald anklagemyndighedens opfattelse, som den kommer til udtryk i anklageskriftet, hvis 46 forhold rummer et par håndfulde af straffelovens grovere paragraffer som hjemmerøveri, afpresning, vold, trusler og ildspåsættelse.

Skød med pumpgun

Det hele startede ved ni-tiden om morgenen, da den tiltalte ifølge anklageskriftet dukkede op hos sin bekendte. 

Efter afslaget på at medvirke til røveri slyngede han om sig med trusler, og efter en times tid pressede han en dolk mod halsen på sin bekendte, som han truede til at skaffe penge.

Læs også Mand anholdt på Amager efter skyderi og syv biltyverier

Offeret ringede til sin mor og bad hende om at komme med penge. Men et kvarter senere havde den nu tiltalte tilsyneladende mistet tålmodigheden. 

Med en pumpgun skød han ifølge anklageskriftet flere gange mod sit offer, der blev ramt i begge ben. Derefter slog han ham flere gange i hovedet med et baseball-bat.

Da overfaldet var overstået, satte han ifølge tiltalen ild flere steder i huset, så der skete skader for 80.000 kroner.

Offerets mor blev også overfaldet og truet på livet, før hun slap væk.

Truede sig til syv biler

I mellemtiden var to politifolk dukket op, men det fik ikke den rasende mand til at falde til ro. Han pegede på dem med en pistol og truede med at skyde dem.

Det fik betjentene til at affyre skud - dog uden at ramme den 51-årige, som løb fra stedet.

Læs også Politiet leder efter ukendt gerningsmand: Har truet sig til biler efter skudepisode

I løbet af den næste time og tre kvarter truede han sig til i alt syv biler ved at bruge våben som pistol, baseball-bat, koben og økse. I to af tilfældene begik han ifølge anklageskriftet hjemmerøveri for at få udleveret bilnøgler.

Fra klokken 12.30 var der stille omkring den 51-årige, indtil han klokken 20.53 uden dramatik blev anholdt på Amager.

Han var dog ikke faldet helt til ro, for på turen til Næstved truede han ifølge anklageskriftet de to betjente, der kørte ham, med alskens ulykker.

I grundlovsforhøret dagen efter nægtede han, at han skulle have skudt den anden mand i benene, og at han skulle have været i besiddelse af et gevær.

Sagen kommer for Retten i Næstved i næste måned.

Læs også Grundlovsforhøret er i gang: Mand bag syv bilrøverier mistænkes for drabsforsøg

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App