Det vi har sammen

Skattejægere finder stor sølvskat på Lolland

Peter Henriksen og Jan Jensen fandt sølvskatten

Lørdag var der gevinst for 50 detektorførere på Lolland. En stor samling sølvmønter er blevet fundet i jorden på en mark i Vindeby.

50 amatørarkæologer er her i weekenden samlet på Lolland til et stævne. Udstyret med metaldetektorer er målet klart: At finde kulturskatte i jorden omkring Vindeby.

Lørdag var der gevinst.

- Det er svært at få armene ned med den adrenalin, man har i kroppen ovenpå. Det er helt fantastisk, siger Peter Henriksen fra Glumsø.

- Pludselig dukker der et stykke knækket sølv op

Den garvede amatørarkæolog gik lørdag morgen sammen med sin makker Jan Jensen og ledte med metaldetektorer på en mark ved Vindeby. Det var makkeren, der først fik udslag.

- Vi gik side om side og pludselig dukker der et stykke knækket sølv op. Vi søger grundigt i området og inden for seks timer, så har vi fundet 60 styk.

Da de første fem stykker var dukket op fra mulden, kontaktede stævnelederen det lokale museum, som gav grønt lys til, at de kunne lede videre på stedet.

Et område på cirka 30 gange 30 meter blev spærret af i søgningen efter flere sølvstykker.

61 dirhem-klip

Helt nøjagtig fandt de to amatørarkæologer i alt 61 stykker af det, man regner med er såkaldte dirhem-klip: Brudstykker af mellemøstlige sølvmønter.

- Det er et specielt fund. Det er ikke noget, du støder på hver dag. Bare det at finde et dirhem-klip er sjældent. At finde så mange – og så især på lolland – det er helt unikt, siger René Lund Hoberg, der er næstformand i National Kulturarv Danmark, som står bag weekendens stævne.

Mønter stammer muligvis fra vikingetiden

Det var Kasper Høhling Søsted fra museet Falsters Minder, der lørdag fik opkaldet om det store sølvfund.

Han bekræfter, at fundet kan betegnes som en sølvskat – højst sandsynligt fra vikingetiden. Mandag vil han med egne øjne se og vurdere de mange mønter. 

I Vindeby leder de søndag videre i jorden.

- Vi har rimelig grundige i går. Men nogle gange, så kan man finde mønter, hvis man rammer dem med metaldetektoren i en anden retning. Så der er en chance for, at vi finder flere, siger Peter Henriksen.

Stævnet, hvor fundet blev gjort, slutter søndag klokken 12.

Opdateret klokken 12.25: Da eftersøgningen blev afsluttet havde amatørarkæologerne fundet i alt 70 dirhem-klip

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App