Skal det være jer? Testfamilie søges til bæredygtigt hus

01:15

1 af 2

Det Åndbare Hus i Ringsted er klar til de første indflyttere. I to år er indeklimaet blevet testet, og det sunde hus skal nu afprøves af en testfamilie.

Et sundt byggeri med omtanke for miljø og bæredygtighed.

Det er tanken bag projektet Det Åndbare Hus i Ringsted bygget af det lokale firma Egen Vinding & Datter. Huset er bygget med minimal afgasning af skadelige stoffer og med åndbare vægge og tag, som er med til at sikre et sundt indeklima uden for meget fugt.

Formålet er at skabe nye standarder for måden at bygge på, og at give os et videnskabeligt bevis for, at det er langt bedre for os at bo i huse, der udelukkende er bygget af naturmaterialer.

Man får ikke skimmelsvamp i sådan et hus her

Lars Jørgensen, projektleder

- Vi kalder det for "Det Åndbare Hus", men måske er det mere korrekt at kalde det for "Det Diffusionsåbne Hus". Vi har nemlig taget højde for fugt, som er byggeriets svøbe, med de åndbare materialer, siger Lars Jørgensen, der er projektleder og direktør for Egen Vinding og Datter,

- Altså, man får ikke skimmelsvamp i sådan et hus her, tilføjer han.

Læs også Det Åndbare Hus står færdigt i Ringsted

I to år er husets indeklima blevet testet, og nu søger teamet bag projektet en testfamilie, som skal prøve at mærke effekten af materialerne på egen krop.

De rette kandidater søges

Det sunde hus blev indviet i 2015. Siden er det blevet testet ubeboet af blandt andet Teknologisk Institut og Danmarks Tekniske Universitet. Nyeste prøver viser, at de anvendte materialer som naturmaling, ler og gips skaber et minimalt affaldsspild.

Fordi den anvendte maling er et naturprodukt, kan den faktisk spises. Se videoen via linket herunder, hvor TV ØST-vært, Casper Dalgård, smagte på den til indvielsen af huset.

Læs også TV ØST vært spiste maling: Sendte live med hvide læber

Bag om huset

- Det Åndbare Hus ligger sydøst for Ringsted med 3 km til stationen
- Huset er på ca. 110 kvm. i 2 plan med stue/køkken og tre værelser samt et åbent reposareal og en vinterhave
​- Huslejen er normalt på 11.000 kroner pr. måned, men i testperioden vil prisen sænkes til 7.000 kroner. Derudover kommer udgifter til el, varme og vand.

Resultaterne skal nu sammenholdes en familie eller et bofællesskab, som skal prøve at bo i Det Åndbare Hus i et år. De skal bidrage med deres oplevelse af, hvordan det er at bo i huset.

Vi har bare brug for en familie, der lever som en familie lever.

Lars Jørgensen, projektleder

Og kandidaterne, der nu søges, skal være ligesom gennemsnittet.

- Vi har bare brug for en familie, der lever som en familie lever. Damper det vand af, som en familie damper af og går ind og ud af dørene, som man plejer. Det skal bare være nogle helt almindelige mennesker, siger projektlederen.

En helt almindelig familie

Selv om familien – eller bofællesskabet – skal være ”helt almindelige mennesker”, så er der alligevel nogle krav, som man skal leve op til. For eksempel skal det være en familie på tre-fire personer, som ikke er på mange, lange rejser. De må heller ikke have en hobby, som afgiver en større mængde kemikalier, da det vil påvirke forsøget.

Indflytterne skal være villige til:

- At åbne deres hjem for måleteknikere og for rundvisninger, måske et par gange om måneden
- At få deres indbo registreret (og eventuelt i særlige tilfælde udskiftet)
- At gennemføre regelmæssig /ugentlig rengøring med miljøvenlige rengøringsmidler
- At indgå i dialog om evt. årsager, hvis målinger viser ukarakteristisk afgasning af kemiske stoffer 
- At stille sig til rådighed for pressen – og i det hele taget kommunikere med interesserede
- At deltage løbende i interview om projektet
- At undgå rygning 

I første omgang vil der blive tegnet en kontrakt for et år fra maj 2018. Men der vil eventuelt være mulighed for forlængelse.

Læs også Søges: Familie til at bo i revolutionerende øko-hus i Ringsted

Lyder det som noget for dig, kan du sende en ansøgning med en kort præsentation af din familie eller bofællesskab til evd@egenvinding.dk senest den 1. april.

Derefter vil en dommerkomité udvælge testfamilien.

Spørgsmål kan rettes til Lars Jørgensen på tlf. 26346503.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App