Skælskør-sagen: Børns Vilkår vil have ændret lov om forældelsesfrister

Nanna Hansen og Sapran Hassna er to af tre søstre fra Skælskør-sagen, der søger erstatning fra Slagelse Kommune. Foto: TV 2/ Dokumentar

Børns Vilkår vil bruge sag om misbrug mod fire piger fra Skælskør til at få ændret lovgivningen.

Skal en kommune ikke holdes ansvarlig i sager om svigt, alene fordi der er gået mere end 10 år siden svigtet?

Det er lige nu det helt store spørgsmål i den såkaldte Skælskør-sag, hvor fire piger i årevis blev udsat for voldelig og seksuelle overgreb af deres daværende plejefar. Dét til trods for, at Skælskør Kommune - der sidenhen blev til Slagelse Kommune - gentagne gange blev advaret om pigerne.

Plejefaren blev i 2008 idømt fem års fængsel, men tre af de fire søstre tog i 2016 igen sagen op og krævede erstatning af kommunen for at have overhørt advarslerne. Det støttes de i af Børns Vilkår, der følger sagen tæt.

Og nu har Børns Vilkår valgt at starte en underskriftindsamling, som organisationen håber kan hjælpe til at forbedre retssikkerheden for børn udsat for overgreb. 

Læs også Svigt i plejefamilie: Sag mod Slagelse Kommune begynder

- Der falder snart dom i den her sag, og derfor er det vigtigt for os, at politikerne er meget opmærksomme på, at hvis sagen dømmes forældet, skal lovgivningen ændres. Og det skal den i øvrigt uanset, hvordan dommen falder ud, siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår.

Man ved af erfaring, at jo yngre man var, da overgrebene fandt sted, jo sværere er det psykologisk at håndtere, og jo ældre skal man være, før man kan håndtere det.

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår

10 år eller 30 år?

Knasten i sagen handler om, at advarslerne om søstrenes situation hos plejefaren kom for mere end 10 år siden. I så fald falder erstatningskravet for forældelsesfristen, og så kan de nu voksne søstre ikke få erstatning. Derfor kæmper de tre søstres advokat nu for, at der i stedet for den 10-årige forældelsesfrist bruges en 30-årig. Det vil i så fald kræve, at det dokumenteres, at kommunens handlinger - eller mangel på samme - har medført pigerne såkaldt "personskade".

Børns Vilkår har over længere tid arbejdet på, at få ændret lovgivningen, så man i stedet for at kæmpe om forældelsesfrister kunne gå direkte til spørgsmålet om svigt. Men ifølge direktør Rasmus Kjeldahl fornemmer man i organisationen, at arbejdet med at få ændret lovgivningen er gået i stå på Christiansborg.

- Så det er rigtig vigtigt, at denne sag bliver brugt til at få lavet en gennemgribende ændring af forældelsesfrister, siger han og tilføjer:

- Og skulle de her piger blive snydt for oprejsning i form af erstatning, så mener vi, at politikerne må gribe ind og sikre deres retssituation. 

Læs også Pigerne fra Skælskør-sagen får erstatning fra privat fond

Men lov er lov, og lige nu er det altså sådan, at pigernes krav kan falde for forældelsesfristen. Underskriftindsamlingen kan dermed ikke nå at påvirke den verserende erstatningssag, som efter planen afgøres 16. juni.

Kræver modenhed

At det fortsat kan være så svært at få erstatning mange år efter et eventuelt svigt, piner Børns Vilkår, der mener, at der netop i denne type sager burde være en lang forældelsesfrist.

- Det kan være meget svært at få taget hul på at efterbehandle den del af ens liv, at børn ofte vokser op og skal have en ret stor modenhed, før de tør konfrontere det igen. Man ved af erfaring, at jo yngre man var, da overgrebene fandt sted, jo sværere er det psykologisk at håndtere, og jo ældre skal man være, før man kan håndtere det, siger Rasmus Kjeldahl.

- Men Slagelse Kommune vil hellere bruge penge på advokater end at sige undskyld og give pigerne en erstatning, som i alle tilfælde vil være et langt mindre beløb.

I april havde kommunen ifølge sn.dk brugt i alt 1.402.000 kroner på advokater og rådgivning fra Kommunernes Landsforening.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App