Skader tvinger Michael Maze til karrierestop

Den 34-årige bordtennisspiller har besluttet at indstille karrieren på topplan få måneder før OL i Rio.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bordtennisspilleren Michael Maze indstiller karrieren på topplan, meddeler han i en pressemeddelelse.

Han kommer dermed ikke med til OL i Rio i august.

Det er ikke overraskende skader, der baner vejen for beslutningen.

- Jeg har i samråd med mine læger truffet denne svære beslutning. Kroppen er medtaget efter de mange operationer, og det er ikke længere muligt for mig at træne på fuld kraft, når jeg konstant har smerter.

- Hvis jeg ikke kan det, kan jeg heller ikke konkurrere på det niveau, som jeg ved, jeg har, siger 34-årige Michael Maze.

Flere år med skader

Han har været hårdt plaget af skader igennem nogle år, og det har forhindret ham i at konkurrere på det ypperste niveau.

- Jeg må nok bare erkende, at min fysik ikke kan holde til mine ambitioner. Jeg havde virkelig håbet, at jeg kunne have fået endnu et OL med, men jeg har måttet erkende, at min krop ikke kan holde til den træning, det kræver.

- Derfor er jeg alligevel stolt over de resultater, jeg har opnået. Det er meget vemodigt for mig at skulle forlade den sport, som har defineret mig i så mange år. Selv om det har været hårdt for min krop, ville jeg på ingen måde have været det foruden.

- Sporten har givet mig så mange livslange bekendtskaber, og jeg har fået set det meste af verden, siger Michael Maze, der nåede at deltage ved OL fire gange.

Talrige medaljer

Ved legene i Athen i 2004 vandt han bronze i herredouble sammen med Finn Tugwell.

I VM-regi vandt Michael Maze bronze i herresingle i 2005, og i 2009 vandt han EM-guld i samme række.

I 2005 var han desuden en del af det danske hold, der vandt EM-guld i Aarhus.

Selv om Michael Maze indstiller karrieren på topplan, er han ikke helt færdig med bordtennis.

Han vil fortsat stille op for sin klub, Roskilde Bordtennis.

/ritzau/


Nyhedsoverblik