For fjerde gang på to uger: Igen påsat brand i klubhus

Sådan så der ud ved branden søndag formiddag. Foto: Morten Bøgh

Igen søndag formiddag måtte brandvæsenet rykke ud til en brand i en bygning ved et idrætsanlæg i Korsør.

Der er en fodboldbane, og omkring den ligger to gamle bygninger, der tidligere fungerede som klubhus og omklædning for fodboldspillerne.

Nogen har imidlertid set sig gale på bygningerne – for hele fire gange de sidste to uger har politi og brandvæsen måtte rykke ud til påsatte brande i de to bygninger - senest søndag formiddag. Desuden har de været ude en enkelt gang mere, da ilden blussede op igen.

- Branden i dag adskiller sig lidt fra de andre. Ved de øvrige brande er der anlagt bål inde i bygningerne. Ved denne brand er der i stedet anlagt bål i taget, siger indsatsleder Michael Gravgaard fra Slagelse- Brand og Redning.

Læs også Gammelt klubhus ramt af påsatte brande: To bål anlagt

Han oplyser, at alle brande heldigvis er blevet opdaget i tide til, at ilden ikke har udviklet sig alvorligt.

- Det her kan godt gå rigtig galt og komme til at koste mange resurser, hvis disse bygninger for alvor bliver ramt af brand. Men nu har vi været her en del gange, og kender disse bygninger ret godt, siger Michael Gravgaard.

Politiet undersøger nu brandene nærmere.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App