Sjældent vejrfænomen spottet over Sjælland

Lige inden aftensmad oplevede Peter Ebdrup sammen med sin kone et sjældent vejrfænomen fra deres sommerhus på Vestsjælland. Foto: Peter Ebdrup

​Flere personer oplevede lørdag et sjældent vejrfænomen over Sjælland.

Lige inden aftensmad oplevede Peter Ebdrup sammen med sin kone et sjældent vejrfænomen fra deres sommerhus ved Søndervang på Vestsjælland.

Fra deres sommerhus, som ligger med udsigt til vandet, kunne de se, hvordan der ude over havet blev dannet en hvirvel, der hang som en tragt ned over himlen og helt ned til vandet.

- Den var så karakteristisk og tæt på at vi kunne se, hvordan den hvirvlede havet op, fortæller Peter Ebdrup.

Flere andre personer i Vestsjælland spottede det særlige vejrfænomen og tog billeder af det. En af dem var Muhammed Emin Kizilkaya, der fangede dette billede af fænomenet.  

Artiklen fortsætter under billedet. 

  Foto: Muhammed Emin Kizilkaya

Hos Danmarks Meteorologiske Institut vurderer vagthavende meteorolog Thyge Rasmussen, at der er tale om en skypumpe

- En skypumpe er ikke noget dagligdags fænomen, men vi ser det næsten hver eneste sommer, siger Thyge Rasmussen og fortsætter:

- Det er faktisk den første skypumpe, vi hører om i denne omgang, men der skal næsten også være nogle private, som reagerer på det, hvis vi skal have observationer af det. De fleste af vores observationer bliver optaget automatisk, og derfor kommer sådan nogle visuelle fænomener ikke til vores kendskab.

Opstår primært i august

Skypumper dannes ifølge Thyge Rasmussen næsten altid ud over vandet, fordi det særlige vejrfænomen kræver rigelige mængder fugtighed.

- De kan godt dannes ude over vandet og så trække ind over land, forklarer han. 

Læs også Se videoen: Vildt vejrfænomen suser gennem ridebane

Skypumper opstår primært i august, fordi vandet stadigvæk er varmt efter sommeren.

- Hvis der så ligesom i går kommer kold luft ind over, så kommer der gang i den opstigende luft, som skaber fænomenet, siger Thyge Rasmussen.

Skypumper i Danmark

  • Skypumper er et relativt sjældent observeret vejrfænomen i Danmark, men der optræder sandsynligvis skypumper hvert år. Der findes ingen statistik om, hvor de dannes eller hvor hyppigt, men de fleste skypumper i Danmark dannes formodentlig over vand i sommerhalvåret. De er dog også observeret over land og om vinteren.
     
  • Et typisk eksempel kunne være en vejrsituationen i Østersøen i august med en kold luftmasse i højden over det sommervarme havvand. I fem kilometers højde kan temperaturen på denne årstid sagtens ligge under -20°C og vandtemperaturen omkring 20°C. En sådan temperaturforskel giver en meget ustabil atmosfære med ofte meget voldsom skydannelse til følge. Vinden er gerne ret svag bortset fra lokale kraftigere vinde omkring bygeskyerne. Det er disse vinde der konvergerer mod hinanden og lægger kimen til skypumpen.

Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App