Det vi har sammen

Silo-sprængning på Vordingborg Havn gik galt

01:13

Foto: TV ØST

1 af 2

Siloen på Vordingborg Havn blev sprængt fredag eftermiddag, men sprængningen gik ikke som planlagt og væltede den forkerte vej.

Sprængningen af siloen på Vordingborg Havn gik ikke som planlagt. På videooptagelser ser man, at siloen lander i den forkerte retning, og landingen foresager skader på den nærliggende biblioteksbygning.

- Jeg ved simpelthen ikke, hvordan det kan være gået så galt, siger Kenneth Wegge, sprængningsleder.

Siloen på Vordingborg Havn var planlagt til at skulle sprænge klokken 16.00 fredag eftermiddag, men først omkring klokken 16.45 lød braget. 

Ifølge politiet er der ingen tilskadekomne.

- Vi har været rundt i bygningerne for at se, om der var personer i bygningerne, men det var der ikke. Nu er vi ved at undersøge hvor slemt, det står til med bygningerne, siger Ove Kristoffersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, til TV ØST.

Øjenvidner: Det er en kaotisk situation

Øjenvidner beretter om en kaotisk tilstand på Havnen. Folk er i chok og meget overrasket.

- Man viste jo, hvad vej den skulle gå, så det var helt surrealistisk, at den gik den anden vej, siger en af TV ØST's udsendte.

Et andet vidne er Helle Ibsen fra Vordingborg. Hun mødte op på Vordinborg klokken 15.30 for at se sprængningen.

- Det er frygteligt. Jeg synes virkelig, det er synd for dem, der har lavet det her. De må virkelig ikke have det godt lige nu, siger hun til TV ØST.

- Jeg tænkte, ”det sker bare ikke”, da jeg så det. Jeg var meget rystet.

Også Jane Jacobsen og Jens O. Petersen fra Nykøbing Falster havde taget plads på Masnedsundbroen for at få det hele fra første parket.

- Jeg tænkte, ”det går galt”. Men det er flot og fantastisk at se, hvor hurtigt det går, siger Jane Jacobsen, der stod ved siden af Jens O. Petersen og så det hele fra forreste række.

- Jeg stod på Masnedsundbroen og filmede det. Jeg nåede lige at tænke, om den ville falde helt over i broen. Men så kunne jeg se, at den ville falde den anden vej. Ligemeget hvor meget ekspert, man er, så kan der åbenbart opstå sådan noget, siger Jens O. Petersen.

Sprængningsleder: Vi har forberedt os i et halvt år

Sprængningsleder Kenneth Wegge har endnu ikke nogen forklaring på, hvordan det kan være gået så galt.

- Vi skal have gransket, hvad der er sket, og hvordan det kan ske, siger Kenneth Wegge.

Kenneth Wegge har i mere end 10 år været sprængningsleder i virksomheden Sprængningstjenesten, som blandt andet har stået for sprængninger for Forsvaret og Metro-byggeriet i København.

Sprængningen har været forberedt i et halvt år og ifølge sprængningslederen kunne de ikke have gjort noget anderledes.

- Vi har gjort alt, hvad vi overhovedet kunne. Det vil jeg lægge hovedet på blokken på. Vi har forberedt os i et halvt år på det her. Mange gange har vi beregnet på kryds og tværs, så sent som i dag.

Vordinborg bibliotek holder foreløbigt lukket lørdag og søndag. 

Opdateres ...

Tip os Har du et godt tip?