Sidste ord er faldet i hjemmerøver-sag: - Jeg er meget ked af det

Sagen bliver behandlet i Retten i Nykøbing Falster. Foto: Jesper Sandbirk - TV ØST

Alle bemærkninger er faldet i en stor sag om hjemmerøverier. Tilbage venter kun byrettens dom.

- Jeg vil bare sige, at jeg er meget ked af det. Jeg angrer det, der skete, da jeg blev anholdt. Jeg var helt ude af mig selv, og jeg var påvirket af stoffer. Det har jeg også fortalt i retten.

Sådan lød de sidste ord i sagen mod seks kroatiske statsborgere, der er tiltalt for at stå bag 26 hjemmerøverier på Sjælland, Lolland, Falster, Møn og i Jylland, inden retsformanden sendte sagen til votering hos nævningene.

Ordene kom fra den 23-årige mand, som, anklagemyndigheden mener, har udført hjemmerøverierne sammen med især sin 20-årige lillebror. Foruden de to er også deres mor, far, 19-årige lillebror og en bekendt af familien tiltalt i sagen.

Jeg angrer det, der skete, da jeg blev anholdt. Jeg var helt ude af mig selv, og jeg var påvirket af stoffer

23-årig tiltalt i retten

Den ældste bror blev anholdt på en adresse i Hvidovre den 13. november 2017, og det er politiets opfattelse, at han var i gang med at udføre et hjemmerøveri sammen med sin bror. Selv har han forklaret, at han var i huset med sin ven Adrian, som skulle inddrive noget gæld, og at han ikke vidste, der var nogen hjemme. Han gik i panik, sagde den tiltalte under sin forklaring i retten.

Ingen direkte beviser

Men det, mener anklager Susanne Bluhm ikke, er en troværdig forklaring, slog hun fast i sin procedure onsdag. Her gennemgik hun anklagemyndighedens beviser mod de tiltalte i hvert enkelt af sagens 45 forhold.

Anklageren har i sin bevisførelse især lagt vægt på DNA-spor, fotokonfrontationer og vidneforklaringer, sålaftryk fundet i og omkring ofrenes hjem, nummerpladegenkendelser, telemastoplysninger og aflytning af telefonsamtaler mellem den 20-årige bror og hans forældre.

Men beviserne er ikke stærke nok, slog den 23-åriges forsvarer, Martin Andersen, fast.

- Der er ingen direkte beviser, der knytter min klient til gerningsstederne. Det er det korte af det lange. Hans DNA er ikke fundet derude, hans sålaftryk er ikke fundet derude, og der er ikke nogen vidner, der kan genkende ham. Der er ikke nogen beviser, der knytter ham direkte til gerningsstederne, sagde forsvareren til TV ØST efter dagens retsmøde.

Artiklen fortsætter under billedet...

Martin Andersen mener ikke, der er tilstrækkelige beviser mod hans klient. Foto: Ida Valsted - TV ØST

Hentede ikke selv tyvekoster

I sin procedure sagde Martin Andersen desuden, at der alene er sekundære beviser mod hans klient. Der er telemastoplysninger, som måske siger, at den 23-åriges telefon var tæt ved et gerningssted, men ikke at han selv var det. Der er nummerpladegenkendelse, som siger, at den tiltaltes bil var i området, men ikke at bilens ejer deltog i et hjemmerøveri. Og så er der en lang række stjålne genstande, som politiet fandt under en ransagning i familiens hjem i Guldborg på Falster, og som stammer fra de forskellige gerningssteder.

Der er ingen direkte beviser, der knytter min klient til gerningsstederne. Det er det korte af det lange

Martin Andersen, forsvarer

Men heller ikke de stjålne genstande beviser, at familien står bag de mange hjemmerøverier, mener Martin Andersen. Hans klient har nemlig forklaret, at han fik tingene fra sin ven Adrian og solgte dem videre, selvom han nok godt vidste, at de ikke kom fra ærlige forhold.

- Han har erkendt hæleri, og han har en lang række koster, som formentlig var ude fra stederne, men det var bare ikke ham selv, der hentede dem, sagde Martin Andersen.

DE ER TILTALT I SAGEN:

  • En 37-årig mand, der kender familien fra Kroatien. Han kom til Danmark i 2017 for blandt andet at hjælpe familien med reparation på deres lejede hus i Guldborg, har han forklaret i retten. Han boede imens hos familien. Han er tiltalt for alene at stå bag et hjemmerøveri i Jelling og i samspil med familien at stå bag to hjemmerøverier i Christiansfeld i Sønderjylland. Den 37-årige mand nægter sig skyldig.
     
  • En 48-årig mand og faren i familien. Han er tiltalt for sammen med sin kone at stå i kulissen af størstedelen af hjemmerøverierne. Han nægter sig skyldig.
     
  • En 51-årig kvinde og moren i familien. Hun er sammen med sin mand tiltalt for at stå i kulissen af størstedelen af hjemmerøverierne. Hun nægter sig skyldig.
     
  • En 23-årig mand og den ældste af de tiltalte sønner. Han er tiltalt for rent fysisk at have udført hjemmerøverierne og dermed er han blandt andet tiltalt for både røveri af særlig grov beskaffenhed, frihedsberøvelse og vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Han nægter sig skyldig, men erkender at han har handlet med nogle hælervarer, som han købte af sin ven Adrian.
     
  • En 20-årig mand og den mellemste af de tiltalte sønner. Han er ligesom sin bror tiltalt for rent fysisk at have udført hjemmerøverierne og dermed er han blandt andet tiltalt for både røveri af særlig grov beskaffenhed, frihedsberøvelse og vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Han nægter sig skyldig.
     
  • En 18-årig mand og den yngste af de tiltalte sønner. Han er tiltalt for at have været med til nogle enkelte af hjemmerøverierne, blandt andet det hos en 63-årig mand i Klintholm Havn den 5. november 2017. Han nægter sig skyldig, og hans familie har gentagne gange fortalt, at han blev født for tidligt og ikke var mentalt alderssvarende.
Se mere

560 forskellige muligheder for dom

Den 23-årige tiltalte har forklaret, at det alene var ham, der modtog og solgte de stjålne varer videre. Resten af familien vidste altså ikke, hvad der foregik, har han sagt.

Det er anklagerens påstand, at moren og faren var med til at planlægge de mange hjemmerøverier. Men heller ikke her mener forsvarerne, at der er nok beviser til at fælde dom.

- Jeg har i dag redegjort over for retten, at jeg mener, der skal ske frifindelse, og det har jeg begrundet med, at der efter min opfattelse ikke er beviser for, at der er sket en forudgående planlægning fra min klients side, og heller ikke at hun skulle have deltaget i den efterfølgende sikring af udbyttet, sagde morens forsvarer, Henrik Stagetorn, efter retsmødet i dag.

Artiklen fortsætter under billedet...

Henrik Stagetorn mener, at hans klient skal frifindes. Foto: Ida Valsted - TV ØST

Moren er sammen med sin mand tiltalt for 11 indbrud og 26 hjemmerøverier, og i sin procedure sagde Henrik Stagetorn, at det betyder, at der er 560 muligheder for, hvordan sagen kan falde ud. Og det er meget vigtigt, at nævningene vurderer bevismaterialet i hvert enkelt forhold for hver enkelt tiltalt og ikke alene ser på den samlede pakke, lød det.

For at dømme en person skal der være stærke beviser. Det handler om ordentlighed og saglighed

Martin Andersen, forsvarer

- De mange udfaldsmuligheder siger noget om, hvor kompleks den her sag er, sagde Henrik Stagetorn.

Der må ikke være tvivl om skyld

Pointen med at se på hvert enkelt forhold og hver enkelt tiltalt alene var gennemgående for alle forsvarernes procedurer. For, som de sagde, så skal der ske frifindelse, hvis der er begrundet tvivl om deres skyld.

- For at dømme en person skal der være stærke beviser. Det handler om ordentlighed og saglighed. Der skal være noget data, så der ikke er nogen tvivl om, at det her er gerningsmanden, sagde den 23-åriges forsvarer, Martin Andersen, i sin procedure og tilføjede, at han mente, at der skulle ske frifindelse for hjemmrøverierne.

OM SAGEN:

De seks tiltalte er anklaget for i alt 11 hjemmerøverier på følgende tidspunkter og steder i TV ØST's sendeområde: 
 

  • 9. november 2016 i Tingsted på Falster
  • 1. februar 2017 i Rønnede på Sydsjælland
  • 7. maj 2017 i Præstø på Sydsjælland​​​​​​
  • 29. maj 2017 i Rødby på Lolland
  • 20. juli 2017 i Dianalund på Sydvestsjælland
  • 15. august 2017 i Nykøbing Falster på Falster
  • 21. august 2017 i Stege på Møn
  • 24. august 2017 i Stensved på Sydsjælland
  • 4. september 2017 i Stege på Møn
  • 15. september 2017 i Stubbekøbing på Falster
  • 5. november 2017 i Borre på Møn

Derudover er de tiltalt for hjemmerøverier i Albertslund, København S, Solrød Strand, Kastrup, Valby, Bagsværd, Herlev, Hørsholm, Kirke Såby og Hvidovre på Sjælland samt i Jelling og Christiansfeld i Sønderjylland.

 

I alt er de tiltalt for 26 hjemmerøverier.

 

De er også tiltalt for flere indbrud, for bedrageri, besiddelse af skydevåben, ulovlig omgang med hittegods og overtrædelse af færdselsloven.

 

 

Kilde: Anklagemyndigheden

Se mere

Og hans klient benyttede også muligheden for et sidste ord til at understrege sin påstand om, at han ikke er hjemmerøver.

- Det er for eksempel ikke til min fordel at tage sundhedskort fra en person med hjem, hvis det var mig, der havde begået det her. Det er ikke svært bare at smide væk. Jeg er ikke så retarderet, at jeg begår et røveri og så tager en jakke med hjem, som man kan se på billeder fra en bankautomat, sagde han.

De tre dommere og seks nævninge har nu nogle dage til at votere. De forventer at kunne komme med en skyldskendelse onsdag den 16. januar klokken 11. Hvis de tiltalte kendes skyldige, skal anklager og forsvarere procedere for, hvilken straf forbrydelserne skal koste.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App