Når solen skinner fra en skyfri himmel, er glæden i særdeleshed stor blandt de ansatte på Bregentved Gods sydøst for Haslev.
Mandag i sidste uge kunne godsets nyopførte solcellepark nemlig levere den første portion strøm.
Vi vil meget gerne være en energineutral virksomhed. Det når vi med solcelleparken, fordi vi bliver en 100 procent energineutral virksomhed
- Vi har fuld produktion på anlægget. Det er dejligt, at man kan glæde sig over, at solen skinner i Danmark. Det har vi alle sammen savnet, men nu kan vi også glæde os over, at det laver ren energi, siger Anders Dolmer, der er direktør for land- og skovbrugsvirksomheden Bregentved.
Solcelleparken består af 100 megawatt solceller og fylder omkring 155 hektar landbrugsjord. Og direktøren bag solcelleanlægget glæder sig over, at det nu leverer strøm.
- Det er vi jo rigtig glade for, at vi efter byggeprocessen kunne sætte det på nettet og kunne levere de første, mange bæredygtige kilowatt-timer de næste mange år. Det er vi rigtig glade for, siger Anders Dolmer.
Anlægget kan ifølge direktøren producere omkring 8 millioner kilowatt-timer på et år. På Energistyrelsens hjemmeside Sparenergi.dk skriver de, at en gennemsnitlig familie på to voksne og to børn i et 150 kvadratmeter stort hus bruger 4.300 kilowatt om året.
Det vil sige, at anlægget potentielt kan levere strøm til omkring 1850 husstande.
Får og lam skal græsse mellem solcellerne
Lige nu står solcellerne på et område, hvor græsset spirer. Men det er ikke meningen, at anlægget skal stå alene. Godset har nemlig også planer om at udsætte dyr på arealet.
Det er der en særlig grund til, forklarer Anders Dolmer.
- Det har været vigtigt for os, at vi i princippet kunne have landbrugsdriften på arealet. Det er også en del af bæredygtighedskonceptet – at man ikke tager frugtbar landbrugsjord ud af drift, siger han og fortsætter:
- Derfor har vi sået græs mellem solcellerne, og så sætter vi får og lam ud. Så er meningen, at vi laver en produktion af lammekød, siger Anders Dolmer.
Anders Dolmer fortæller, at man hverken vil sprøjte eller gøde landbrugsjorden. Dermed er der mulighed for at producere kød, som er økologisk. Desuden forventer han, at dyrene bliver sat ud blandt solcellerne en gang i efteråret.
Vil være energineutale
Udover idéen med dyrene og bevarelsen af landbrugsjorden, har virksomheden også nået et andet mål.
Bregentved kan ifølge Anders Dolmer kalde sig en energineutral virksomhed, hvilket har været en del af deres strategi, som de har arbejdet på i de sidste 15 år.
- Vi vil meget gerne være en energineutral virksomhed. Det når vi med solcelleparken, fordi vi bliver en 100 procent energineutral virksomhed. Det vil sige, at vi producerer bæredygtig energi i en større mængde, end det vi selv forbruger, siger Anders Dolmer.