Nyheder fra din hverdag

Seks års fængsel til Kundby-pigen: Hvad skal der ske nu?

05:14

Den 17-årige tiltalte pige fik 6 års fængsel.

Den 17-årige Kundby-pige skal afsone seks år for terrorforsøg. Men hvad skal der nu ske med pigen fra Kundby?

Torsdag blev der sat et punktum i Kundby-sagen. 

Den nu 17-årige pige blev kendt skyldig i forsøg på terror mod to skoler - hvoraf den ene var Sydskolen i Fårevejle, og torsdag fik hun sin straf: Seks års fængsel. 

Men hvad skal der ske med den 17-årige pige? 

Tina Engelbrecht Ising, der er chef for Koncern og Resocialisering i Kriminalforsorgen, vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men siger til TV 2: 

- Når vi får en dom fra politiet, så går vi ind og vurderer på, hvor det er mest hensigtmæssigt at placere de dømte. Typisk vil vi placere unge på en ungdomsafdeling i et åbent fængsel. Hvis der er tale om alvorlig kriminalitet, så har vi Ringe Statsfængsel, hvor der både er unge og kvinder. Derudover har vi muligheden for at placere dømte i Herstedvester Fængsel, hvor der er psykologer og psykiatere og anden form for behandling til de dømte, som har brug for den slags.

Det bedste bud er Herstedvester

Tina Engelbrecht understreger, at Kriminalforsorgen først tager stilling til anbringelse, når dommen er endelig - når alle ankemuligheder er udtømt. 

Én, der til gengæld har fulgt Kundby-sagen tæt, er Hans Jørgen Engbo. Han har i 25 år været fængselsinspektør i flere fængsler i landet og direktør i Kriminalforsorgen i Grønland. 

- Jeg sad i retten, da mentalerklæringen blev læst op. Den konkluderer, at hun lider af en personlighedsforstyrrelse. Så mit bedste bud er, at hun vil blive sendt til afsoning i Herstedvester Fængsel, hvor man har psykologer og psykiatere, som kan give hende den nødvendige behandling. Desuden anbefalede Retslægerådet også Herstedvester, siger han til TV 2. 

Som udgangspunkt skal en under 18 år afsone på en socialpædagogisk institution, men den 17-årige pige fra Kundby vil ikke længere opholde sig på den lukkede institution Grenen, hvor hun hidtil har været anbragt. 

- Hvis det ikke bliver Herstedvester, kan det meget vel blive Ringe Statsfængsel på Fyn, hvor man har en decideret ungeafdeling. Det har man også i Jyderup, men det er en åben afdeling, så jeg tror, at man vil satse på afsoning i Ringe, hvis ikke det bliver Herstedvester, siger Hans Jørgen Engbo til TV 2. 

Tip os Har du et godt tip?