Holbæks herrer i anden division havde kniven for struben lørdag. Kun en sejr mod Næsby talte.
Og Holbæk leverede. Holdet slog de fynske gæster med 3-2 foran godt 220 tilskuere på Holbæk Stadion.
Desværre vandt holdets to nærmeste konkurrenter i kampen for at undgå nedrykning også. Så det bliver mere end svært for Holbæk at drible uden om en tur ned i Danmarksserien.
Det kræver blandt andet en storsejr i den sidste kamp.
- Det er aldrig sjovt, jo. Der skal meget til - der skal scores en masse mål, før vi kan blive oppe, siger Thorbjørn Billeskov, spiller fra Holbæk.
- Som jeg har hørt resultaterne, så er der stadig en mulighed i at indhente HIK - og det skal vi selvfølgelig gå efter, lyder det fra træner, Freddy Andersen.
Odder og Jammerbugt vandt nemlig lørdagens kamp og bragt sig dermed i sikkerhed. HIK, som ligger på en 8. plads, kan stadig nås i sidste spillerunde. Men det kræver, at HIK taber og så skal Holbæk formentligt vinde stort. De har nemlig seks mål, de skal indhente.
Holbæks næste kamp er på lørdag.