Sej knægt: Ni-årige Jonas bringer brød ud i lokalområdet

Jonas er ni år og har netop startet sin egen forretning. Mens de fleste andre sover, står Jonas op, og sammen med sin far bringer han brød ud i weekenderne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

NB: Artiklen blev for første gang udgivet den 19. maj 2017

Selvom man er ni år, kan man da godt have sin egen forretning. Der er Jonas Kristoffersen fra Kalvehave et bevis på.

- Jeg kan godt lide det. Så kan man lære, hvordan det er i det rigtige liv, hvis man får et job, siger Jonas Kristoffersen om sin nye tilværelse som "forretningsmand".

Sammen med far, Jens Kristoffersen, satte ni-årige Jonas bagerjonas.dk i søen i begyndelsen af maj måned, og allerede nu er weekenden fyldt op med brødglade kunder. I søndags bragte far og søn brød og kager ud til ikke mindre end 21 kunder i tidsrummet 7 til 10.

- Vi skal op kl. 5 lørdag og søndag, men Jonas vågner allerede inden uret ringer. Han vil bare i gang, siger Jens Kristoffersen, der er forretningens chauffør.

Artiklen forsætter under billedet

Billedet her er fra Bager Jonas' Facebook-side den 14. maj: "Dagens sidste levering klaret. Tak til de 21 der har bestilt morgenbrød. Jeg har været oppe kl. 5.30 lørdag og søndag, dejligt. Nu er det hjem og hygge om mor på hendes dag... på lørdag er det skoledag på friskolen Møn hvor jeg går, så der er lukket - men vi kører igen søndag."
Billedet her er fra Bager Jonas' Facebook-side den 14. maj: "Dagens sidste levering klaret. Tak til de 21 der har bestilt morgenbrød. Jeg har været oppe kl. 5.30 lørdag og søndag, dejligt. Nu er det hjem og hygge om mor på hendes dag... på lørdag er det skoledag på friskolen Møn hvor jeg går, så der er lukket - men vi kører igen søndag." Foto: Privatfoto / Jens Kristoffersen

Samarbejder med Guldbageren

Jonas fik selv idéen til den blomstrende forretning.

- Nogle gange bestiller vi pizza, som bliver bragt ud til os, og så tænkte jeg, at det kunne være smart at gøre selv bare med brød, siger Jonas.

Far og søn tog derfor kontakt til Guldbageren i Vordingborg, som var frisk på et samarbejde. Lige nu er udbringningerne begrænset til nabobyerne Langebæk og Viemose udover hjembyen Kalvehave.

- Det kører bare derudad. Jonas taler allerede om, vi skal udvide med for eksempel romkugler, og der skal ansættes andre unge i andre byer, fortæller Jens Kristoffersen.

Perfekt hobby

Jonas' far Jens har selv tidligere drevet egen virksomhed i mange år, så sønnike har ikke sin glæde for forretningslivet fra fremmede.

- Jonas har altid været glad for penge og at lege forretning. Det er vigtigt, han lærer, at penge ikke bare kommer af sig selv, og det her er en sund måde at lære det på, siger Jens Kristoffersen.

Artiklen forsætter under billedet

Jonas og sangeren Christopher på et billede lagt på Bagerjonas.dk: "Jeg hedder Jonas, og min far hedder Jens, vi to arbejder sammen. Jeg bestiller og klarer ordrer og min far kører mig ud til dig, når du har bestilt. Jeg har kun åbent lørdag og søndag. Her på billedet ser du mig sammen med Christopher en af de dage, jeg var på sygehuset."
Jonas og sangeren Christopher på et billede lagt på Bagerjonas.dk: "Jeg hedder Jonas, og min far hedder Jens, vi to arbejder sammen. Jeg bestiller og klarer ordrer og min far kører mig ud til dig, når du har bestilt. Jeg har kun åbent lørdag og søndag. Her på billedet ser du mig sammen med Christopher en af de dage, jeg var på sygehuset." Foto: Privatfoto / Jens Kristoffersen

Da Jonas har været igennem et længere sygdomsforløb og ikke kan se med det ene øje, er iværksætteriet den perfekte "hobby" for den ni-årige knægt.

- Nogle af de andre drenge har fodbold, Jonas har det her, siger Jens Kristoffersen, der med glæde står op i weekenderne kl. 5 for at bringe brød ud med Jonas.

- Lige så lang tid, han synes, det er sjovt, er det fint med mig. Han har fuld opbakning her fra. 

Det er hyggeligt

Står det til Jonas må iværksætter-eventyret med Bager Jonas gerne fortsætte i lang tid endnu, for han har ikke noget imod at bruge weekenderne på at køre ud med brød.

- Så har man noget at lave, og jeg elsker at bruge min tid på alt muligt.

Og det gør da heller ikke noget, at forretningslivet foregår i selskab med sin far.

- Det er hyggeligt, for så kan man tale lidt sammen, mens man kører og hygger, inden man tager ud, siger Jonas.

Pengene, som Jonas tjener med Bager Jonas, bliver sat ind på en opsparing.

 


Nyhedsoverblik