SEAS-NVE overtager elbiloperatør og støtter grøn omstilling

SEAS-NVE køber størstedelen af aktierne i firmaet CLEVER, som er førende indenfor ladeløsninger til elbiler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det sjællandske energiselskab SEAS-NVE vil satse på el-biler og har derfor købt størstedelen af aktier i virksomheden CLEVER, som er førende indenfor ladeløsninger til elbiler. 

Det skriver energiselskabet i en pressemeddelelse.

SEAS-NVE overtager en række andre energiselskabers aktier i CLEVER, så det sjællandske selskab nu ejer 94,9 procent af aktierne.

Opkøbet af aktiemajoriteten er et led i at støtte den grønne omstilling fra benzin- og dieselbiler til elbiler.

Danmark kommer med i udviklingen

CLEVER arbejder for, at det bliver nemmere at vælge elbil fremfor benzin- eller dieselbil. Planen er, at CLEVER vil udrulle et europæisk ladenetværk fra Oslo i nord til Rom i syd sammen med den tyske energigigant E.ON.

Ifølge den administrerende direktør i SEAS-NVE er overtagelsen af CLEVER skridtet på vej mod, at Danmark også kommer med i den verdensomspændende udvikling, hvor man udfaser fossile brændstoffer, altså kul, olie og naturgas.

- Det er en investering i vores allesammens helt nære fremtid og virkelighed. Hele verden og Danmark står midt i en transformation af transportsektoren fra fossilt brændstof til el, fordi miljøkrav fra alverdens regeringer og byer kræver det. I resten af verden foregår den udvikling med ekspresfart nu - også hurtigere end mange danskere måske er klar over, siger Jesper Hjulmand, administrerende direktør for SEAS-NVE i pressemeddelelsen.

Ladestation-projekt støttet af EU

Naboerne omkring os er allerede med på den bølge, men snart vil det også blive Danmark, forklarer direktøren.

- Alle de store bilproducenter er i fuld gang med at udfase benzin- og dieselbilerne og sende elbiler ud i butikkerne i stedet. Blot 500 km nord herfra - i Norge - udgør eldrevne biler allerede omkring 50% af nysalget, hvilket vil svare til ca. 130.000 eldrevne biler årligt i Danmark. Den udvikling bliver også til dansk virkelighed indenfor få år, forudser Jesper Hjulmand.

Projektet om udrulningen af ladestationer over hele Europa er udnævnt til flagskibsprojekt af EU Kommissionen og har modtaget 10 millioner euro i finansiering af EU. Den udvikling af CLEVER, ønsker SEAS-NVE at være en del af.

Udover SEAS-NVE ejer også energiselskabet NRGi 5,1 procent af aktierne i CLEVER.

090407_seas_nve_skilt.jpg
Læs også
Din strømforsyning fra SEAS-NVE får nyt navn
090407_seas_nve_skilt.jpg
Læs også
Din strømforsyning fra SEAS-NVE får nyt navn

Nyhedsoverblik