Nyheder fra din hverdag

Se videoen: Fredag tændes Danmarks vildeste julelys

00:55

Det vilde julelys tændes fredag d. 1. december kl. 18:00 - og alle er inviteret.

Jeppe Guldbrandsen fra Karise har knoklet for at blive klar - og fredag tændes Danmarks måske vildeste julelys.

Kærvej i Karise på Sydsjælland er normalt en ganske stille vej. Men hvert år i december bliver vejen et sandt tilløbsstykke, for folk fra nær og fjern strømmer til for at se nogle helt særlige julelys.

Jeppe Guldbrandsen og hans familie er nemlig kendt for at have Danmarks måske vildeste julebelysning - og i år bliver ingen undtagelse.

- Jeg har 20 års jubilæum i år. Folk forventer, at jeg gør det, så hvis jeg stopper, bliver de kede af det, fortæller den juleglade sydsjællænder.

Tre kæder - og så greb det om sig

Familiens ganske voldsomme julebelysning startede egentlig i det små.

- Det startede med, at jeg satte tre kæder op. Og så greb det om sig, forklarer Jeppe Guldbrandsen.

Og det er ingen underdrivelse - for hvert år bruger han 10.000-15.000 kroner på den imponerende julebelysning. Man kunne tænke, at det ville give voldsomme udslag på elregningen - men det er ikke tilfældet, forklarerer Jeppe. I dag kommer al lyset nemlig fra de energibesparende LED-pærer, og derfor er elregningen kun en smule højere i december.

Alle er inviteret

Julelysene tændes traditionen tro fredag d. 1. december kl. 18:00 på huset på Kærvej 1 i Karise. Familien sørger for både glögg, æbleskiver og kakao til børnene - og de venter allerede nu et stort publikum.

- Der kommer nok 40-50 mennesker, som venter på, at vi tænder det, siger den forventningsfulde juleentusiast.

TV ØST sendte live, da lyset blev tændt sidste år. Se videoen herunder:

Tip os Har du et godt tip?