Se din kommune: Så mange flytter hjem til deres hjemstavn igen

Kommunerne vil gerne have de unge til at flytte tilbage til hjemegnen efter endt uddannelse. Men de gør ikke meget for at få det til at ske.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi har ikke nogle målrettede kampagner mod det.

- Det handler om at give de unge mennesker et særligt tilhørsforhold til deres kommune. Det handler om et godt ungdomsliv. Hvis de oplever, det er fedt at være ung, og at de har et godt netværk i byen, så tror jeg det er nemmere at få dem tilbage igen.

Ordene kommer fra borgmester i Ringsted Kommune, Henrik Hvidesten (V).

Og de dækker meget godt, hvad en lang række kommuner i regionen gør for at få de unge til at flytte tilbage til hjemkommunen, efter de er færdige med deres uddannelse, der typisk er i København eller en af de andre store danske byer.

quote Vi har ikke nogle målrettede kampagner mod det. Det handler om at give de unge mennesker et særligt tilhørsforhold til deres kommune

Borgmester i Ringsted, Henrik Hvidesten (V)

De fleste kommuner gør ikke noget særligt for at hive de unge hjem igen.

- Vi har ikke nogle præcise strategier for at få unge hjem igen. En af årsagerne til, man flytter tilbage er, at det var dejligt at være barn og ung her, og det gør vi meget for. Jeg tror, man vender næsen hjem, fordi man savner det nære i lokalsamfundet. Den tur har jeg selv været igennem, fortæller borgmester i Odsherred, Thomas Adelskov (S).

Vordingborg i top

Vordingborg er den kommune i regionen, hvor flest flytter tilbage efter de har været væk en periode. Det viser den undersøgelse Kommunernes Landsforening har foretaget. Her har de kigget på, hvem fra årgang 1983, der er endt med at bo i den samme kommune, de boede i, da de var 15 år.

I Vordingborg er det 16,4 procent, og det giver en placering på listen som nummer 17 ud af de 94 kommuner, der er med i undersøgelsen.

- Det er fantastisk dejligt, man vælger at komme tilbage, hvor man kommer fra. Det er jeg stolt og glad over, siger borgmester i Vordingborg Mikael Smed (S) og fortsætter:

- Vi arbejder med nogle strategier om, at man bevarer noget tilknytning herned til, mens man er afsted. Så arbejder vi nu på noget samarbejde med vores uddannelsesinstitutioner omkring praktikophold rundt på forskellige arbejdspladser, så allerede inden man tager afsted på sine videregående studier, så ved man, hvad det er for et arbejdsmarked, siger borgmesteren i Vordingborg.

styr_paa_skolen_i_vordingborg.transfer.jpg
Læs også
Ude godt, men hjemme bedst: Flest flytter tilbage til Vordingborg
styr_paa_skolen_i_vordingborg.transfer.jpg
Læs også
Ude godt, men hjemme bedst: Flest flytter tilbage til Vordingborg

Lolland i bunden

I den anden ende af statistikken ligger Lolland Kommune. Ud af de 94 kommuner, der er med i undersøgelsen, er Lolland den dårligste til at få unge hjem til kommunen, efter de er færdige med deres uddannelse.

Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) har et bud på, hvorfor det er sådan.

- Er arbejdspladsen der, flytter du. Hvis du har en særlig uddannelse, er du nødt til at flytte hen, hvor jobbet er. Men der er forsvundet så mange arbejdspladser herfra, at det er svært at tiltrække folk. Hvis du har en uddannelse, hjælper det ikke noget at flytte til Lolland, hvis der ikke er et job, forklarer han.

På Lolland er det 7,9 procent, der flytter hjem igen, ifølge undersøgelse fra Kommunernes Landsforening.

Lolland og Falster har et ambassadørkorps af folk, der forsøger at udbrede kendskabet til, hvad området kan byde på.

quote Hvis du har en uddannelse, hjælper det ikke noget at flytte til Lolland, hvis der ikke er et job

Borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S)

- Hvert kvartal inviterer vi eksguldborgensere til møde i København. Her lufter vi forskellige salgsopstillinger og fortæller om jobmuligheder. Vi fortæller om vores kulturtilbud og praler med vores håndboldpiger (Nykøbing Falster Håndbold blev Danmarksmestre i sæsonen 2016/2017, red.), fortæller borgmester i Guldborgsund, John Brædder (Guldborgsundlisten).

Godt ungdomsliv tiltrækker

I Slagelse er 14,8 procent af årgang 1983 flyttet tilbage til kommunen. Det får kommunen til at ligge nummer 35 på listen.

- Vi har ikke nogle målrettede kampagner mod det, siger John Dyrby Paulsen (S), borgmester i Slagelse Kommune.

- Det handler om at give de unge mennesker et særligt tilhørsforhold til deres kommune. Det handler om et godt ungdomsliv. Hvis de oplever, det er fedt at være ung, og at de har et godt netværk i byen, så tror jeg, det er nemmere at få dem tilbage igen.

Om undersøgelsen

Momentum har via forskeradgang til Danmarks Statistiks registre fulgt hele den årgang, der er født i 1983. Formålet har været at undersøge, hvor stor en andel af disse fraflyttere, som er vendt tilbage til oprindelseskommunen 1. januar 2017. Oprindelseskommunen er defineret som den kommune, hvor de havde bopæl som 15-årige.

Nyhedsoverblik