Jorden rystede på Stevns tirsdag aften, men det var ikke et jordskælv, der satte gang i undergrunden.
Det var i stedet en planlagt sprængning af tre miner fra 2. Verdenskrig. Det oplyser Søværnets Minørtjeneste til TV ØST torsdag.
Der blev tidligere fundet fire bundminer fra 2. Verdenskrig i Køge Bugt, og for 14 dage siden blev den første bragt til sprængning ud for Stevns.
Vi laver det, vi kalder et lowblow. Det betyder, at vi flækker minen, så noget af sprængstoffet forgår, mens resten bliver blotlagt
- Men det gav rystelser, og derfor flyttede vi de øvrige tre 18 sømil ned i Faxe Bugt, fortæller orlogskaptajn og chef for Søværnets Minørtjeneste, Lars Møller.
Minørtjenesten bruger et kort til at finde de bedste steder at sprænge i, og erfaringen viser, at sprængning af denne type miner i dette område giver rigtig mange rystelser.
Artiklen forstætter under billedet.
350 kilo sprængstof - der ikke forgår
Der var tale om bundminer bestående af 350 kilo sprængstof, som englænderne kastede ned under 2. Verdenskrig. Minerne er ikke til fare, når de ligger på bunden af bugten, for batterierne er døde.
Men de er stadig fuld af sprængstof, og derfor skal de ikke ligge på infrastruktur og kabler - eller med risiko for, at fiskerne får dem i nettet. Det er ikke helt let at flytte de tunge miner, og der er grænser for, hvor langt de kan flyttes.
- Vi hæver dem med luftballoner og trækker dem sydpå. Vi har flyttet disse miner rigtig langt, og kunne ikke flytte dem længere, siger Lars Møller, der beklager de gener, det har måttet medføre for beboere på kysten.
Artiklen fortsætter under billedet.
Sprængningen af minerne er tilrettelagt til at give mindst mulig ravage.
- Vi laver det, vi kalder et lowblow. Det betyder, at vi flækker minen, så noget af sprængstoffet forgår, mens resten bliver blotlagt. Når vi så sprænger, bliver effekten knapt så voldsom, siger han.
Men det gav alligevel rystelser?
- Ja, vi kan så konstatere efterfølgende, at selvom vi havde åbnet og flyttet dem, så har det alligevel kunnet mærkes. Det er spektakulært, når du sprænger 350 kg under vand, og det gav stadig en vandsøjle på cirka 100 meter, vurderer Lars Møller.
Artiklen fortsætter under billedet.
Beklager rystelser
Operationen tirsdag aften i Faxe Bugt har været planlagt et stykke tid.
- Vi har kendt til minerne længe, men det skal være helt stille vand, når vi laver det her. Det er en stor operation, og der er altid en risiko, for sprængstof taber ikke synlig effekt, siger Lars Møller, som fortæller, at minørtjenesten har cirka 40 af denne slags opgaver hvert år.
Sjællandske skrev om rystelserne onsdag, og det fik en borger til at undre sig over, at man ikke bliver advaret om sprængninger som de her.
- Vi ligger fire sømil fra kysten og sprænger. Vi havde ikke regnet med rystelser, og vi går ikke ud og advarer, fordi vi ikke ønsker at sprede frygt. Vi er kede af, at det har givet bekymringer, siger Lars Møller og slutter:
- Jeg har ikke lavet andet end sprængninger i 20 år - og i det her farvandsområde giver det altid rystelser.