Dagens forhandlinger, der begyndte tirsdag klokken 13, brød sammen cirka klokken 17.
Det er Grete Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd, som er chefforhandler for de regionalt ansatte.
Hun siger, at lønrammen - ligesom på det statslige og det kommunale område - er årsag til sammenbruddet.
- Den økonomiske krise er nu ovre. Og det skal selvfølgelig også komme de offentligt ansatte til gode. Vi kræver ingen lønfest, men vi mener tiden er inde til at sikre et fremskridt i reallønnen for alle danske lønmodtagere, siger Grete Christensen.
Frokostpause danner uenighed
Den betalte spisepause er også en knast i regionernes forhandlinger, ligesom den har været det i både de statslige og de kommunale forhandlinger.
- Danske Regioner har i forhold til usikkerheden om den betalte spisepause, som har tæt sammenhæng med de statslige forhandlinger, heller ikke udvist vilje til at finde løsninger, som kan betrygge de ansatte, siger Grete Christensen.
Tidligere er overenskomstforhandlingerne for de kommunalt og statsansatte også brudt sammen.