Sag fra Motalavej lander på justitsministerens bord

To familier blev egentlig smidt ud af deres lejemål på Motalavej, fordi to drenge i familierne havde begået kriminalitet. Nu har de gjort indsigelser. Foto: TV ØST

Justitsministeren skal svare på spørgsmål om en sag fra Motalavej, hvor to familier har gjort indsigelser mod at blive smidt ud.

To familier på Motalavej fik for nylig fem dage til at forlade deres lejemål, efter to drenge på 16 og 17 år blev dømt for vold og røveri mod en ældre mand.

Men familierne gjorde indsigelser, og sagen skal nu for Boligretten. Det betyder, at sagen bliver trukket i langdrag, og før der ligger en afgørelse klar, kan familierne blive boende. 

Og nu trækker folketingsmedlem Kaare Dybvad (S) justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ind i sagen.

Han har nemlig stillet ministeren to § 20-spørgsmål.

Et af dem går på, hvorvidt det er okay, at de dømte drenge fortsat kan have adresse i Korsør.

- Mener ministeren, det er rimeligt, at de to kriminelle unge, som er idømt ubetingede fængselsdomme og har fået ophævet deres lejemål […], nu ser ud til at skulle blive boende i boligområdet i mange måneder, spørger Kaare Dybvad. 

Læs også Familier på Motalavej fik ophævet deres lejemål: Nu gør de indsigelser i sagen

Fungerer loven optimalt?

Folketingspolitikeren vil også have ministeren til at forholde sig til, om loven fungerer optimalt, som den er.

- Mener ministeren, at reglerne om ophævelse af lejemål for kriminelle beboere fungerer efter hensigten, hvis man kan blive boede i flere måneder i en boligafdeling, fordi de kriminelle gør indsigelser, spørger han.

Justitsministeren har en uge til at svare på spørgsmålene.

Læs også Dømte drenges familier smidt ud af deres boliger på Motalavej

Sagen begyndte, da de to drenge overfaldt en 65-årig mand med en krykke og slog ham i ansigtet, fordi han ikke ville give dem sine cigaretter. De gav ham også flere spark på kroppen. 

Overfaldet var bare ét blandt flere begået af børn helt ned i 11-års-alderen, og det fik beboerformanden i Bolig Korsør til at advare om, at familierne til ballademagerne ville blive smidt ud, hvis det fortsatte.

Og da de to unge drenge så blev dømt, gjorde beboerformanden alvor af sine trusler og opsagde drengenes familiers lejemål.

Læs også Boligformand advarer: Hvis I laver ballade, smider vi jeres familier på gaden

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App