Særligt mandehjem holder Thorvald væk fra øl og snaps

Sønderskovhjemmet, der hjælper mænd med problemer i livet, fejrer 100 års fødselsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag til fredag møder 74-årige Thorvald Pedersen ind på sin faste plads i maskinhuset på Sønderskovhjemmet, hvor mænd med problemer i livet kan få hjælp til at komme videre.

Det daglige arbejde hjælper ham til at holde sig fra alkoholen.

quote Så havde jeg nok siddet derhjemme og drukket

Thorvald Pedersen, tidligere beboer på Sønderskovhjemmet

- Ja, så havde jeg nok drukket, du. Så havde jeg nok siddet derhjemme og drukket, men det gider jeg ikke, siger Thorvald Pedersen, der godt kan lide en øl eller en snaps.

I 2003 flyttede han ind på det særlige forsorgshjem mellem Toreby og Kettinge på Lolland. Efter 12 år var han parat til at flytte for sig selv, men alligevel tropper han trofast op hver morgen klokken 07.00. 

Thorvald Pedersen, tidligere beboer på Sønderskovhjemmet, har sin fastplads i maskinhuset.
Thorvald Pedersen, tidligere beboer på Sønderskovhjemmet, har sin fastplads i maskinhuset. Foto: TV2 ØST

Der er ingen tvivl om, at Thorvald Pedersen har lidt af en særstatus på forsorgshjemmet. Han bor her ikke mere, men det gør 42 andre, enlige mænd fra hele Danmark.

- Størsteparten bor her i gennemsnit et halvt til et helt år. Men det er meget individuelt og har alt sammen noget at gøre med, hvornår de er parate til at flytte ud igen, og hvornår de føler sig klar, siger Torben Grandfeldt, forstander på Sønderskovhjemmet. 

Sønderskovhjemmet på Lolland.
Sønderskovhjemmet på Lolland. Foto: TV2 ØST

Mændene er blot en brøkdel af de flere hundrede mænd, der har tilbragt en del af deres liv på forsorgshjemmet og er kommet videre.

Mændene kan takke godsejerfrue

Hende, mændene kan takke for det hele, er godsejerfrue Bodil Neergaard fra Fuglsang Herregård, der fik idéen om Sønderskovhjemmet og førte den ud i livet i 1918.

quote Min tidligere kæreste forsøgte at begå selvmord, så jeg var helt ude af den

Palle Christensen, beboer på Sønderskovhjemmet

- Dengang var der en masse landarbejdere og daglejere hernede, der ikke havde noget sted at bo, og derfor var der brug for sådan et sted, som det her, siger Torben Grandfeldt.

- Desværre er der stadig brug for det, og desværre vil der stadig være brug for det mange år frem i tiden, tilføjer han.

En af dem, der får hjælp til at komme videre, er Palle Christensen. 

Sønderskovhjemmet blev indviet i 1918.
Sønderskovhjemmet blev indviet i 1918. Foto: TV2 ØST

- Jeg har været her i fem år. Jeg var helt nede. Min tidligere kæreste forsøgte at begå selvmord, så jeg var helt ude af den, fortæller Palle Christensen.

Hverdagen hænger igen sammen 

Men i dag hænger hans hverdag atter sammen.

- Jeg laver lidt tømrerarbejde. Det, jeg kan magte, siger han.  

Palle Christensen, beboer på Sønderskovhjemmet.
Palle Christensen, beboer på Sønderskovhjemmet. Foto: TV2 ØST

Palle Christensen er glad for, at en handlekraftig kvinde tog en vigtig beslutning for præcis 100 år siden.

- Det er et dejligt sted, og så ligger det ude midt i en prægtig natur, siger han.

Der er 18 medarbejdere på Sønderskovhjemmet.

Sønderskovhjemmet

  • Sønderskovhjemmet er stiftet som et hjem tilbage i 1918 af Bodil Neergaard fra Fuglsang Herregård.
     
  • De værdier som hjemmet byggede på fra begyndelsen er stadig af stor betydning for Sønderskovhjemmet, herunder at hjemmet bygger på et kristent grundlag, samt at man gerne vil skabe et miljø, hvor stedet i videst muligt omfang er et hjem fremfor en institution.

Kilde: Sønderskovhjemmet

Nyhedsoverblik