Så farlig er uopmærksomhed i trafikken

Der er uopmærksomhed involveret i omkring hver tredje dødsulykke i trafikken, og politiet oplever den svigtende opmærksomhed som et stigende problem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Du kommer kørende ad en landevej med de tilladte 80 kilometer i timen. Din telefon frigiver en lille lyd, og din opmærksomhed rettes mod den lysende skærm på sædet ved siden af dig. Fire sekunder kigger du væk, og da du kigger op igen, har du kørt 89 meter i blinde.

Uopmærksomhed i trafikken kan være meget farligt. Faktisk vurderes det, at omkring hver tredje dødsulykke i Danmark skyldes uopmærksomhed, og politiet oplever, at uopmærksomheden fylder mere og mere.

- Vi oplever en kedelig tendens med, at folk er begyndt at bruge deres telefon til at skrive beskeder eller se et program, mens de kører. De har fokus væk fra vejen, og det er værre end for eksempel at tale i håndholdt mobil, fortæller politiassistent Michael Bjørn fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Når folk snakker i mobiltelefon, så har de stadig udsyn over vejen, men i og med, at man skriver tekstbeskeder, så er øjnene væk fra vejen. Det er en kedelig tendens.

Også ulovligt i kø

Rådet for Sikker Trafik mener blandt andet, at uopmærksomhed er farlig, fordi folk bliver dårligere til at afkode trafikken, og fordi både reaktionstid og standselængde bliver længere.

Derfor er det blandt andet vigtigt at lægge mobilen helt fra sig, når man kaster sig ud på de danske veje, slår Michael Bjørn fast – selv når du holder stille i motorvejskøen på vej hjem fra arbejde.

- Man er stadig på offentlig vej, så man skal lade sin telefon ligge i lommen. Det er stadig ulovligt at bruge sin telefon, selv når man holder i kø, siger politiassistenten.

Fra 2010 til og med 2014 blev 73 personer slået ihjel i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds samt Midt- og Vestsjællands politikreds som følge af uopmærksomhed fra én af de involverede personer i ulykken.

Om uopmærksomhed i trafikken

Der findes fire former for uopmærksomhed i trafikken.
  • Visuel: Når du ser væk fra trafikken
  • Kognitiv: Når du har tankerne et andet sted end trafikken
  • Motorisk: Når du slipper rattet med en eller begge hænder
  • Auditiv: Når du lytter efter andet end trafikken
     
Farligst er det at kigge væk fra vejen, for så opdager du slet ikke, hvis der sker noget. Men andre former for distraktion er også farlig, for det nedsætter reaktionstiden.

Jo flere sanser du bruger på andet end at køre bil, jo farligere er det. Griber du f.eks. ud efter din telefon for at læse en SMS, har du tre sanser i brug; Øjnene væk fra vejen, hånden væk fra rattet og tankerne væk fra trafikken.


Kilde: Rådet for Sikker Trafik

 


Nyhedsoverblik