S vil give kontant bonus til efterspurgte faglærte elever

Oppositionspartiet vil give 50.000 kroner til elever, der gennemfører fordelsuddannelse som eksempelvis smed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En af de største udfordringer for den danske økonomi er, at der er brug for flere faglærte.

Det mener Socialdemokratiet, som på arbejdernes internationale kampdag lancerer et forslag om at give 50.000 kroner til elever, der gennemfører en uddannelse som for eksempel smed, industritekniker eller brolægger.

- Vi står overfor en rigtig alvorlig samfundsudfordring, fordi der er for få unge, som tager en erhvervsfaglig uddannelse.

- Får vi ikke det ændret, står vi overfor at tabe velstand og vækst, og det er uholdbart for os alle sammen, siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

quote Der er opstået et politisk og kulturelt problem, og nu står vi med håret i postkassen

Mette Frederiksen, Socialdemokratiets formand

600 millioner kroner over tre år 

Konkret foreslår Socialdemokratiet at sætte 600 millioner kroner af over en treårig periode til elever, der gennemfører en fordelsuddannelse.

Pengene skal tages fra det økonomiske råderum, som er statskassens milliardoverskud frem mod 2025. Mette Frederiksen understreger, at der er plads i råderummet til det.

Fordelsuddannelser er uddannelser, hvor der især kommer til at mangle faglærte i fremtiden. Derfor er det her, at det største oppositionsparti vil sætte ind, for Danmark er et produktionsland, lyder det.

- Hele vores førertrøje på den grønne omstilling er afhængig af, at vi har forskellige faggrupper med forskellige kompetencer, der kan arbejde sammen og finde en løsning på fremtidens udfordringer, siger Mette Frederiksen.

Vil mangle 70.000 erhvervsuddannede 

I 2025 vil Danmark mangle 70.000 personer med en erhvervsuddannelse, viste en prognose fra Danske Regioner sidste år.

Forslaget kommer i erkendelse af, at politikerne har skabt et skævvredet uddannelsesmarked, hvor samfundet har skubbet unge i retning af det almene gymnasium.

- Vi har lige så stort behov for faglærte, der kan sætte ruder i vores huse, køre vores busser og passe vores landbrugsdyr.

- Der er opstået et politisk og kulturelt problem, og nu står vi med håret i postkassen, siger Mette Frederiksen.

Små skridt i den rigtige retning 

Det er lykkes at stoppe nedgangen i de unges søgning mod erhvervsuddannelserne. Mellem sommeren 2016 og sommeren 2017 var der en stigning på fem procent for fordelsuddannelserne.

- Det går med meget små skridt den rigtige vej, og det er forhåbentlig resultatet af en erhvervsskolereform og en satsning på praktikpladser. Men efterslæbet er så stort, at vi er nødt til at tage andre redskaber i brug også, siger Mette Frederiksen.

Spørgsmål: Tror du virkelig, at en pose penge vil være med til at anspore nogen til at vælge den vej?

- Det kan vi ikke vide på forhånd. Jeg tror ikke, forslaget kan stå alene, men vi har gennemført en erhvervsuddannelsesreform, og der er en trepartsaftale på området. Dette ligger sig i forlængelse, siger hun.

I år er der i alt 36 fordelsuddannelser, cirka en tredjedel af de i alt 104 erhvervsuddannelser.


Nyhedsoverblik