S-borgmestre vil afblæse udflytning af statslige job

Flere S-borgmestre vil stoppe udflytningen af statslige arbejdspladser, hvis partiet kommer til magten. Det er job, som kan komme til vores region.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal sættes en stopper for den nuværende plan for udflytningen af statslige arbejdspladser, hvis Socialdemokratiet kommer til magten.

Sådan lyder budskabet fra en række socialdemokratiske borgmestre, skriver Jyllands-Posten. Det er blandt andet partiets næstformand og Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), der mener, at man bør kigge på udflytningen af de statslige job.

- Hvis der kommer et regeringsskifte, bør man gå ind og se på, hvad de samlede omkostninger er ved at løbe op i, siger Frank Jensen til Jyllands-Posten.

- For man startede med at sige, at det skulle koste 400 millioner kroner, men det holder slet ikke - det bliver milliarder, lyder det fra Københavns overborgmester.

Man stadig nå at opgive

Også Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), og borgmesteren i Albertslund, Steen Christiansen (S), mener, at det kan give mening at kigge på planen.

Herlev-borgmesteren understreger samtidig, at man ikke skal ændre på placeringen af de arbejdspladser, der allerede er blevet flyttet fra hovedstadsområdet.

- Men der, hvor man kan nå at opgive det, synes jeg, at man skal, siger han til avisen.

Heunicke støtter hovedparten af udflytningsplanerne

Socialdemokratiets landdistriktsordfører, Magnus Heunicke, melder dog meget klart ud, at man støtter hovedparten af Venstres udflytningsplaner.

- Vi vil ikke lave noget om. Vi har meddelt ministrene, at vi grundlæggende bakker op om udflytningerne, og så har der været den med Diis, som vi ikke bakkede op på grund af nogle faglige indsigelser, siger Magnus Heunicke til Jyllands-Posten.

4000 arbejdspladser skal flyttes

Det var planen, at Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) skulle flyttes fra København til Aarhus, men udflytningen blev kritiseret og krævede også en lovændring, fordi instituttet er en uafhængig, selvejende institution.

Den lovændring var der dog ikke et flertal for, efter at Socialdemokratiet og Liberal Alliance stemte imod forslaget. Dermed forblev Diis i København.

I alt vil regeringen udflytte knap 4000 statslige arbejdspladser.


Nyhedsoverblik