Royalt inspireret have i Haslev vinder pris

Janus Berg og Kåre Hansen er ekstra utålmodige for, at det skal blive forår. De har nemlig en særlig køkkenhave, der venter på bedre vejr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi vil bare gerne ud og have fingrene i jorden, siger Kåre Hansen, der snart håber, at den sidste sne i haven i Haslev forsvinder.

Foran Kåre Hansen og Janus Bergs hus ligger nemlig en køkkenhave, der netop er blevet til en vinderhave. De to haveejere har vundet Silvans Gør-Det-Selv-Mesterskaber.

quote Det, de satte pris på, var, at vi havde taget noget meget ordinært og gjort noget ekstraordinært ud af det

Janus Berg, Haslev

- Det, de satte pris på, var, at vi havde taget noget meget ordinært og gjort noget ekstraordinært ud af det, forklarer en stolt Janus Berg.

Nu har de udformet en udførlig plan for, hvad der skal plantes i haven i den kommende sæson, når den sidste frost er ovre. 

Janus Berg og Kåre Hansen er helt klar på, at det bliver sommer, så de kan komme ud i deres vinderhave.
Janus Berg og Kåre Hansen er helt klar på, at det bliver sommer, så de kan komme ud i deres vinderhave. Foto: Sofie Kyed - TV ØST

En kongelig køkkenhave

Parret byttede for halvandet år siden deres lejlighed på Nørrebro ud med hus og have i Haslev. Og så kom der for alvor liv i havedrømmene.

- Når vi skulle på ture ud af byen, kørte vi meget ud til slotte og godser, og vi blev meget inspireret af de haver, som tit er opbygget efter mønstre, forklarer Kåre Hansen.

quote Når vi skulle på ture ud af byen, kørte vi meget ud til slotte og godser, og vi blev meget inspireret af de haver, som tit er opbygget efter mønstre

Kåre Hansen, Haslev

Men de indrømmer, at de havde deres udfordringer med at lave lige linjer i en have, der ikke var så lige.

- Vi måtte sætte snore op et par gange, før det var rigtigt, fortæller Kåre Hansen.

Det var især Janus Berg, der fik ideen til udformningen, og Kåre Hansen der stod for det praktiske. I dag er de meget tilfredse med resultatet, men de vil gerne have endnu mere kongelig stemning.

- Vi vil gerne lave en allé af japanske kirsebærtræer, fortæller de to haveentusiaster. 

Sådan så det ud, da de to haveentusiaster opbyggede deres royale have. Artiklen fortsætter under billederne.

 
  Foto: Privatfoto
 
  Foto: Privatfoto
 
  Foto: Privatfoto

Drømme om iværksætteri

Selvom det kongelige udtryk er vigtigt for haveejerne, så var det faktisk ikke den primære drivkraft bag køkkenhaven.

- Vi vil gerne være selvforsynende, så vi har grøntsager fra haven året rundt, men vi vil også gerne vide, at det vi spiser er rent uden kemikalier, fortæller Janus Berg.

quote Det kunne være fantastisk, hvis vi kunne leve af det en dag

Janus Berg, Haslev

Den kombination af et royalt design og en bæredygtig tankegang har fået den ekstraordinære køkkenhave til at spire på de sociale medier:

- En amerikansk side delte et billede af vores have, så var der flere tusind, der delte det. Jeg tror, at billedet fik omkring 25.000 likes, siger Janus Berg, der blev overrasket over den store opmærksomhed.

Det har fået de to tidligere byboere til at drømme om en endnu større fremtid for deres have.

- Det kunne være fantastisk, hvis vi kunne leve af det en dag. Hvis vi for eksempel kunne lave en YouTube-kanal, hvor vi kan give gode råd til andre og vise vores arbejde med haven, lyder det fra Janus Berg. 

Se indslaget: Janus Berg og Kåre Hansen drømte om en lidt mere ekstraordinær køkkenhave. Det byggede de. Og vandt en pris for den.

Nyhedsoverblik