Røver startede bølge af røverier lige efter løsladelse

En 50-årig mand fra Slagelse skal tilbringe de næste år bag tremmer. Det sker efter han er dømt skyldig i en bølge væbnede røverier.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 50-årig mand er blevet idømt 4,5 års fængsel efter i efteråret og januar måned at have begået en hel række væbnede røverier i Slagelse-området.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Manden startede serien af røverier den 1. oktober, efter han netop var blevet løsladt fra fængslet.

Manden er ved retten i Næstved dømt skyldig i fire røverier, og samtidig stå bag en række tyverier fra butikker, oplyser politiet.

Anklager godt tilfreds med dom

Af straffen på 4,5 år er 1 år og ni måneder en reststraf fra en tidligere røveridom.

- Straffen sender et klart signal om, at vi som samfund ikke accepterer, at folk begår personfarlig kriminalitet, og at det i den forbindelse anses som en skærpende omstændighed, når man vælger lige efter man er blevet løsladt fra en tidligere røveridom, på ny at begå røverier, siger anklageren.

- Denne dom er resultatet af en flot og længerevarende politimæssig efterforskning af røverierne og tyverierne i Slagelse midtby, som politiet har fået stor hjælp til fra årvågne borgere, slutter Christina Lund Gregersen.

Den dømte truede blandt andet med knive, en skruetrækker og en mejsel under sine røverier. Den dømte har siddet varetægtsfængslet siden 16. februar. Han ankede på stedet sin dom.


Nyhedsoverblik