To rockerklubhuse bliver nu lukket permanent

Rockerborgen her på Lårupvej 30 er nu fortid, fortæller politiinspektør Kim Kliver. Foto: Katja Kafling - TV ØST

Både Satudarahs klubhus i Maribo og Gremium MC's klubhus i Lårup er blevet lukket permanent, efter fogeden i går tømte dem.

Rockerborgene i Maribo og Lårup ved Stenlille er blevet tømt af fogeden.

Det skete torsdag med hjælp fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Det betyder, at der ikke er rockere til stede eller effekter fra rockere i Maribo og i Stenlille. Så Satudarahs klubhus i Maribo er ikke længere et klubhus, og Gremiums klubhus i Stenlille er ikke længere et klubhus, siger Kim Kliver, der er politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV ØST.

Det vidner om, at det ikke bare er ord, men at det også er fulgt af en klar handling

Kim Kliver, politiinspektør,Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Der kommer ikke rockere på adresserne igen

Betyder det, at de permanent er lukkede? 

- Ja, det er de. Det er jo sådan, at man i Maribo er sat ud ved hjælp af en fogedbeslutning, og i Lårup har man valgt at forlade stedet, siger Kim Kliver.

Med andre ord har rockerne selv valgt at forlade stedet helt. Dermed kan borgerne godt regne med, at der ikke kommer rockere til disse adresser igen, forsikrer Kim Kliver.

Hvorfor fogeden har været ude og tømme husene, kan han dog ikke gå nærmere ind i.

Borgerne kan være trygge

Læs også Politiet om lukning af klubhuse: Vi forsøger at dæmpe konflikten

Satudarahs klubhus i Maribo blev lukket den 6. oktober på grund af den verserende konflikt i bandemiljøet. Samtidig har Lolland Kommune givet rockerklubben forsamlingsforbud på adressen i tre måneder.

Det samme gør sig gældende i Lårup ved Stenlille, hvor gruppen Gremium MC holder til. Klubhuset har været lukket siden 16. november, og her har Sorø Kommune udstedt forsamlingsforbud på adressen.

- Det forbud er jo gældende i forhold til, at medlemmerne af de to rockergrupper ikke må forsamles i de huse. I og med at de er tømt, kan man sige, at forbuddene har levet op til det formål, der er, nemlig at borgerne skal føle sig trygge ved, at der ikke længere er rockere til stede, siger Kim Kliver.

17 anholdte

I forbindelse med politiets efterforskning af banderne, er der indtil videre blevet anholdt 17 personer med banderelationer.

Medlemmerne af de her grupperinger har stadigvæk vores interesse

Kim Kliver, politiinspektør, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Når vi siger, at vi sætter massivt ind og tager opgaven alvorligt, og at man så også kan se det antal, vi har taget ud bare hernede på Sydsjælland og Lolland-Falster, så synes jeg, det vidner om, at det ikke bare er ord, men at det også er fulgt af en klar handling, siger Kim Kliver.

Senest har de dømt to personer fra Nakskov ved Retten i Nykøbing Falster for våbenbesiddelse. De blev samtidig også dømt for at være i besiddelse af 118 gram amfetamin. Begge fik to år og ni måneders fængsel.

Hvad med de andre klubhuse?

Politiet oplyser, at de mange fængslinger rammer den igangværende bandekonflikt.

Læs også Satudarah om lukning af klubhus: Nu samles vi bare på offentlige steder

- Medlemmerne af de her grupperinger har stadigvæk vores interesse, samtidig med at vi holder øje med de øvrige bandegrupperinger her i kredsen. 

- Og det, der jo er vigtigt at få sagt, er, at selv om klubhusene er lukkede, så er vi stadigvæk meget opmærksomme på det konfliktpotentiale, som har ført til, at klubhusene er blevet lukket. Vi er også rigtig fokuserede på den efterforskning, som er nødvendig for at ramme dem på deres kriminalitet, og de overgreb og overfald de har lavet på hinanden, siger han.

Om de andre klubhusene i politikredsen kommer til at lide samme skæbne som de to i Maribo og Lårup, kan Kim Kliver ikke sige noget om. Han siger dog:

- Det er et virksomt værktøj til, at borgerne kan føle sig trygge.

Læs også Rockerfest i aften: Naboer i Lårup er nervøse

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App