Ro på uromagere: - Vi er glade for, at der er blevet lyttet til os

Der er nu kommet ro på unge uromagere i Fensmark lidt uden for Næstved. Det sker efter, at byens unge og voksne har lyttet til hinanden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For blot nogle måneder siden måtte det lokale bibliotek i Fensmark lukke for selvbetjente åbningstider på grund af hærværk. Flere borgere følte sig utrygge, fordi en gruppe unge hærgede i byen.

Men efter et dialogmøde i februar mellem de unge og byens voksne, har hverdagen ændret sig i lokalområdet.

- Jeg var egentlig i tvivl om, hvorvidt de voksne overhovedet ville høre på os, eller om de bare ville hugge os ned og beskylde os for en hel masse. Men de hørte faktisk, hvad vi havde at sige, og vi har fået en masse ud af det, siger Victor Marius Nielsen, elev på Holmegaardskolen i Fensmark.

quote Vi synes nok ikke selv, at det var så slemt, som de voksne påstod

Victor Marius Nielsen, elev på Holmegaardskolen i Fensmark

En sløj hverdag

Victor Marius Nielsen og hans venner går i 9. klasse på Holmegaardskolen afdeling Fensmark. Indtil for nyligt beskriver drengene hverdagen i Fensmark sådan her:

- Det er kedeligt. I hvert fald her om vinteren er det røvkedeligt, når man har fri. Vi havde ikke rigtig noget sted at være, siger Jonas Andersen, elev på Holmegaardskolen, Fensmark.

Kedsomheden fik tidligere de unge til at lave ting, som de ikke burde.

- Det var jo nok os unge, der lavede meget af balladen. Vi synes nok ikke selv, at det var så slemt, som de voksne påstod, siger Victor Marius Nielsen.

Fensmark bibliotek blev udsat for hærværk, hvor bøger og møbler var smidt rundt og udendørslamper smadret. Nogle af de unge fra samme gruppe har også kørt knallertræs gennem byen og sportspladsen.

Må man godt lave ballade, bare fordi man keder sig?
- Nej, men det er den hurtigste udvej til at holde op med at kede sig, siger Jonas Andersen.

Irritation blev til samarbejde

Byens ældre generation var godt trætte af det. Men i stedet for at bede kommunen om hjælp, tog byens borgere selv affære og indkaldte de unge til dialogmøde. De unge tog imod håndsrækningen og var klar til at tale med de voksne om problemerne.

Læs også
Kedsomhed og hærværk: Dialogmøde i Fensmark skabte grobund for bedre tider
Læs også
Kedsomhed og hærværk: Dialogmøde i Fensmark skabte grobund for bedre tider

- Det hjalp jo faktisk at lukke det selvbetjente bibliotek og gøre opmærksom på problematikken. For det gjorde, faktisk både i Fuglebjerg og Fensmark, at byens voksne og unge lagde en plan, siger Malene Hansen, afdelingsleder, Bibliotekerne, Næstved Kommune.

Fensmark bibliotek har i denne uge genåbnet den selvbetjente åbningstid. De tror på, at dialogen med de unge har gjort, at de vil bruge biblioteket på en anden måde om aftenen.

- Vi er blevet opmærksomme på at det der med, at man kan komme og bruge biblioteket, det kræver måske også, at vi får etableret nogle studiepladser, så de unge har et rum, hvor de kan sidde og arbejde om aftenen. På Fuglebjerg bibliotek har vi indført E-sport i samarbejde med DGI. Så det bliver nogle af de ting, vi kommer til at arbejde videre med, siger Malene Hansen, afdelingsleder, Bibliotekerne, Næstved Kommune.

Lokale ildsjæle lyttede til frustrationer

John Andersen, som er Halinspektør i Holmegaard Hallen, var en af dem, der lyttede til de unges frustration.

Sammen med bestyrelsen har han besluttet, at de unge kan få et lokale i kælderen. Til at starte med bliver det en aften om ugen, men der er snak om, at de kan få flere aftener.

- Vi er i gang med at gøre rummet hyggeligt til drengene. Vi har fundet nogle højtalere, og jeg køber noget dart til dem. Men hvis nogen har en gammel sofa eller noget andet, der kan skabe noget hygge, som alligevel skulle kasseres, så er jeg sikker på, at drengene ville blive glade for den, siger John Andersen.

Selvom John Andersen har nok at se til med et rigt foreningsliv i hallen, så vil han gerne være med til at imødekomme, når de unge selv kommer med noget initiativ.

- Jeg har det godt med de unge mennesker. Jeg synes, at de er flinke, og hvis man giver dem lidt ansvar, så er det lidt sjovere, siger John Andersen, Halinspektør, Holmegaard Hallen. 

quote Nu har vi endelig fået et sted, og det er vi meget glade for

Victor Marius Nielsen, elev på Holmegaardskolen i Fensmark

Forældre på banen

Natteravnene, som ellers normalt går rundt i Næstveds natteliv, er også kommet i spil, fordi forældrene har udtrykt ønske om at møde de unge i øjenhøjde. Derfor har Natteravnene inviteret byens måske kommende natteravne til et møde den 1. marts.

- Dels er der noget information om, hvad Natteravnene er, og hvad vi står for. Og så skal borgerne jo finde ud af, om der er grundlag for, at vi opretter en gruppe i Fensmark, siger Mia Nielsen, natteravn, Næstved Kommune.

De unge er glade for deres nye sted i hallen, som bare er første skridt til at gøre Fensmark mere ungdomsvenligt.

Ansvaret, der følger med, tager de unge seriøst. De har nemlig selv udfærdiget de regler, som skal gælde for deres nye opholdssted. Deres regler har blandt andet nul tolerance overfor alkohol, vold, stoffer og sex.

- Nu har vi endelig fået et sted, og det er vi meget glade for. Men det forpligter os også til at behandle det ordentligt. Vi er glade for, at der er blevet lyttet til os, siger Victor Marius Nilsen, Fensmark.


Nyhedsoverblik