Ringeste høst i ti år presser trængte landmænd

Foto: TV ØST

Dårligt vejr og skadedyr betyder, kornhøsten i år ikke lever op til senere års topresultater. Det er skidt nyt for mange økonomisk pressede landmænd.

For landets mange i forvejen kriseramte landmænd er årets høst langtfra noget at råbe hurra for. De store afgrøder som vinterhvede, vårbyg og raps har slet ikke levet op til de seneste års gode udbytter.

Høsten er på vej ind i sin sidste fase, og ifølge en prognose fra Landbrugsavisen så lander årets kornhøst på omkring 8,6 millioner ton.

Det er et godt stykke under gennemsnittet fra de seneste fem år, som ligger på 9,4 millioner ton. Samtidig vil det være den mindste kornhøst det seneste tiår.

- Rapsen har skuffet slemt generelt landet rundt i år med udbytter på 20-30 procent under normalen, men med store geografiske variationer. De omkring 160.000 hektar med vinterraps har haft et høstudbytte væsentligt under normalen på grund af skadedyr, svampesygdomme og vejret, siger landskonsulent Lars Bonde Eriksen fra Seges, det tidligere Videnscentret for Landbrug.

De største kornafgrøder skuffer

Men heller ikke de to allerstørste kornafgrøder, vårbyg med 590.00 hektar og vinterhvede med 530.000 hektar, indfrier i år landmændenes forhåbningerne.

Vinterhveden ligger i snit 10-15 procent under normaludbyttet.

- Og vårbyggen ligger også omkring ti procent under et normaludbytte, men også med store regionale forskelle. Samtidig er en del af det allersenest såede vårbyg ikke høstet endnu. Men den vil formentlig kun trække ned rent udbyttemæssigt, siger Lars Bonde Eriksen.

- Samtidig er kvaliteten måske ikke helt i top alle steder. Det kan betyde, at noget byg, der oprindeligt var tænkt som maltbyg til ølproduktionen, ender som billigere foderbyg, siger han.

Prisen kan rasle ned

Det kan medføre et fald i prisen for landmanden fra 120 kroner til 95 kroner per hektokilo.

- I et presset landbrug er høsten vigtig. Alle omkostningerne er jo de samme, uanset om det ender godt eller skidt. Så når udbytterne i år generelt går ned, så kan det også ses på landmændenes bundlinje, siger Lars Bonde Eriksen.

Han forventer, at høsten er ovre i løbet af en uges tid.

Samlet set tegner den globale høst til at blive på niveau med rekordåret 2015. Det er skidt nyt for danske landmænd, fordi det er med til at holde priserne nede.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App