Hjemmerøvere skal op til 15 år i fængsel - bliver udvist af Danmark

Dommen er faldet ved Retten i Nykøbing Falster. Foto: Jesper Sandbirk - TV ØST

Et brødrepar skal 15 år i fængsel for at have udført 24 hjemmerøverier. Deres forældre får 12 års fængsel. Alle dømte bliver udvist af Danmark.

15 års fængsel.

Sådan lyder dommen til de to brødre på 23 og 20 år, der tidligere i dag blev kendt skyldige at have begået 24 hjemmerøverier på Sjælland, Lolland, Falster, Møn og i Jylland.

Brødrene blev også dømt for langvarig frihedsberøvelse, vold af særlig farlig karakter og våbenbesiddelse i forbindelse med hjemmerøverierne. De er også dømt for en stribe indbrud.

De to brødres forældre får 12 års fængsel for at have været med til at planlægge de mange hjemmerøverier og for at få del i udbyttet fra dem. Der var syv stemmer for at tage paragraf 88 i straffeloven i brug og give 12 års fængsel. Bestemmelsen giver mulighed for at sprænge strafferammen i sager med særligt skærpende omstændigheder.

Den sidste dømte i sagen, en bekendt af familien, skal otte år i fængsel.

De udvises alle af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

Alle dømte anker sagen - først og fremmest til frifindelse og dernæst til en mildere straf. De skal forblive fængslet frem til ankesagen.

Sådan lød dommen:

  • En 37-årig mand er kendt skyldig i tre hjemmerøverier. Det er vennen af familien. Han fik otte års fængsel.
  • En 48-årig mand - faren i familien - er kendt skyldig i 24 hjemmerøverier. Han fik 12 års fængsel.
  • En 23-årig mand - den ældste søn - er kendt skyldig i 24 hjemmerøverier. Han er også kendt skyldig i blandt andet langvarig frihedsberøvelse, vold af særlig farlig karakter og våbenbesiddelse under hjemmerøverierne. Han fik 15 års fængsel.
  • En 20-årig mand - den mellemste søn - er kendt skyldig i 24 hjemmerøverier. Han er også kendt skyldig i blandt andet langvarig frihedsberøvelse, vold af særlig farlig karakter og våbenbesiddelse under hjemmerøverierne. Han fik 15 års fængsel.
  • En 51-årig kvinde - moren i familien - er kendt skyldig i 24 hjemmerøverier. Hun fik 12 års fængsel.
  • En 19-årig mand - den yngste søn - er blevet frikendt i alle tre forhold, han var tiltalt i.
     

Alle de dømte sagen har anket sagen til frifindelse i landsretten.

Gik efter at sprænge strafferammen

Sagens anklager, Susanne Bluhm, havde forud for dommen argumenteret for, at strafferammen på 12 års fængsel for frihedsberøvelse skulle sprænges, og at de dømte brødre derfor skulle hele 18 år i fængsel.

- Alle forhold bærer præg af hensynsløshed. Mange har været bundet med strips, de har været kneblet og har haft svært ved at trække vejret. Det eneste positive, man kan sige, er, at ingen er døde. Det er ikke en drabssag, men det er min holdning, at det beror mere på held end noget andet. Det er i hvert fald ikke de tiltaltes skyld, at det ikke er endt der, sagde hun i sin strafprocedure.

Forsvarer til den 23-årige, Martin Andersen, mente maksimalt, at der kunne blive tale om mellem 10 og 12 års fængsel.

Men retten endte altså med en straf midt i mellem. Retsformand Thomas Faarup forklarede, at straffen ikke kunne komme op på 18 års fængsel, fordi hovedforholdet i sagen er hjemmerøveri og ikke frihedsberøvelse, som har en højere strafferamme.

- Det skal dommen afspejle, siger retsformand Thomas Faarup.

Var udført efter samme metode

Retten fandt det bevist, at de mange hjemmerøverier var udført efter samme metode. De blev begået mod ældre og svagelige, det foregik om natten, der var tale om yngre gerningsmænd med accent, ofrene blev fikseret, og gerningsmændene havde god tid.

Derudover mente retten, at der var en lighed i de genstande, som gerningsmændene gik efter - penge, guld, porcelænsfigurer og andet. En stor del af disse ting blev fundet hjemme hos de tiltalte, da deres hjem blev ransaget efter anholdelserne.

agen har kørt ved retten siden den 30. oktober 2018. De mange retsdage har været fyldt med en lang række vidneforklaringer, for hele 60 vidner har været indkaldt i sagen. Nogle af ofrene for hjemmerøverierne var dog så medtagede , at de blev fritaget for at vidne.

t af forholdene i sagen var et hjemmerøveri begået mod Leif og Margit Steffensen den 9. november 2016 i deres daværende hjem i Tingsted på Falster. Midt om natten brød to mørkklædte mænd ind, de slog Margit Steffensen i ansigtet, og ægteparret blev bagbundet med stribs og kneblet med et tørklæde, så de ikke kunne råbe om hjælp. Først fire timer senere blev parret fundet af hjemmeplejen.

- Vi kunne ikke tale sammen. Jeg troede faktisk, at min mand var død. Han lå helt stille, sagde Margit Steffensen i sin vidneforklaring.

TV ØST har talt med flere af ofrene for de mange hjemmerøverier. Fælles for dem alle er, at de er meget mærkede af sagen og den voldsomme oplevelse, de har været ude for.

Om sagen:

Disse 11 hjemmerøverier begået i TV ØST's sendeområde har været en del af sagen: 
 

  • 9. november 2016 i Tingsted på Falster
  • 1. februar 2017 i Rønnede på Sydsjælland
  • 7. maj 2017 i Præstø på Sydsjælland​​​​​​
  • 29. maj 2017 i Rødby på Lolland
  • 20. juli 2017 i Dianalund på Sydvestsjælland
  • 15. august 2017 i Nykøbing Falster på Falster
  • 21. august 2017 i Stege på Møn
  • 24. august 2017 i Stensved på Sydsjælland
  • 4. september 2017 i Stege på Møn
  • 15. september 2017 i Stubbekøbing på Falster
  • 5. november 2017 i Borre på Møn

Derudover indgik hjemmerøverier i Albertslund, København S, Solrød Strand, Kastrup, Valby, Bagsværd, Herlev, Hørsholm, Kirke Såby og Hvidovre på Sjælland samt i Jelling og Christiansfeld i Sønderjylland i sagskomplekset.

 

I alt var der 26 hjemmerøverier i anklageskriftet.

 

Foruden hjemmerøverierne var anklageskriftet også fyldt med flere indbrud, bedrageri, besiddelse af skydevåben, ulovlig omgang med hittegods og overtrædelse af færdselsloven. Der er 45 forhold i sagen.

 

 

Kilde: Anklagemyndigheden

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App