René Holten Poulsen er i OL-finale på yderste mandat

Arkivfoto Foto: ICF

Det danske medaljehåb i enerkajak viste svaghedstegn og blev kun nummer fire i sin OL-semifinale.

Som regerende verdensmester er forventningerne store til René Holten Poulsens OL, og han svigtede ikke mandag, da han kvalificerede sig til finalen i 1000 meter enerkajak.

Men det skete overraskende kun på yderste mandat i semifinalen. Her blev den danske favorit blot nummer fire, og det var kun de fire bedste, der gik videre. Afstanden til nummer fem, ungarske, Balint Kopasz, var ganske lille.

Efterfølgende fortæller René Holten Poulsen, at han er ramt af sygdom.

- Det var ikke det, jeg drømte om. Jeg har ikke så meget at tabe. Det ligner ikke et topresultat, men nu må vi se, siger han til TV2 Sport.

René Holten Poulsen kom tidligere mandag ellers sikkert videre til semifinalerne. Han vandt sit indledende heat i sikker stil.

Finalen finder sted tirsdag eftermiddag klokken 15.

René Holten Poulsen starter på en af de yderste baner, da han blot er noteret for syvende bedste tid ud af de otte finalister.

 /Ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App