René Holten cruiser sig i finalen i Beograd

Foto: TV ØST

Uden at ro sig helt ud bookede René Holten Poulsen en plads i finalen ved kajak-World Cuppen i Beograd.

Efter et overbevisende indledende heat ramte René Holten Poulsen ikke helt samme niveau i semifinalen ved World Cuppen i kajak i Beograd. Alligevel roede han sig sikkert i lørdagens finale i 1000 meter enerkajak.

- Det var meget fint i dag (fredag, red.), specielt i indledende mod meget stærke navne, men hvor jeg stadig vandt, siger den danske kajakroer i en pressemeddelelse.

- Jeg roede ikke så godt i semifinalen, der ikke var lige så stærkt besat. Jeg fik en dårlig start, og vandet hernede er svært at ro i, så jeg måtte kæmpe lidt for det nedover banen.

Jeg kan godt hente mere i finalen, for jeg roede ikke 100 procent i dag

René Holten Poulsen

Trods problemerne i semifinalen førte Maribo-roeren fra start til slut.

Kan blive endnu bedre

I sidste weekend sluttede danskeren uden for podiet i sin første internationale konkurrence siden OL-skuffelsen i Rio. Men det tror han, at han kan gøre bedre i Beograd.

- Jeg kan godt hente mere i finalen, for jeg roede ikke 100 procent i dag (fredag, red.), vurderer René Holten Poulsen:

- Men jeg skal ro godt, hvis jeg skal på podiet, og jeg tror, det bliver rigtig tæt med navne som Josef Dostal, Marcus Walz, Aleh Yurenia og Roman Anoshkin på startstregen.

- Min start skal være bedre, hvis jeg skal på podiet, men jeg har mere at give af.

Danskeren er også til start i 500 meter enerkajak, hvor han fredag eftermiddag skal på vandet i indledende heat.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App